• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jul

Oprindelig forfatter FSte

jul, den kristne fejring af Jesu fødsel. Historisk set indgår blandede elementer dog i denne højtid. Selve ordet jul er gammelnordisk, betyder måske “drejning”, dvs. årsskifte og vintersolhverv, eller “leg”, jævnfør betegnelser som julestue og legestue. Ordet er en flertalsform, hvorved angives, at der har været tale om en festperiode og ikke blot en enkelt dag eller aften.

Forgængere er dels den romerske solhvervsfest for Sol Invictus (kejseren som guddommelig, “uovervindelig sol”); dels den nordisk-hedenske offerfest, hvor man “drak jul”, dvs. udbragte skåler for et nyt og frugtbart år for de centrale guder. Det har været en fest med fællesmåltid med gris og mjød, muligvis også en fest for forfædrene; en skik har det været at lade en stol stå tom, så den sidst afdøde i familien kunne deltage i måltidet.

De mange skikke og attributter i forbindelse med julen rummer også en blanding af folketro og kristendom – tilsat kommercialisme. Juletræet, oprindelig en tysk skik, kendes fra 1810'erne, men minder om livstræet og nordisk mytologis verdenstræ Yggdrasil. Stjernen i toppen hentyder til julenat i Betlehem og ligeledes lys og engle på træet, men juletræet kan også fx være forsynet med nationale symboler, flag m.m. Træet har endvidere gerne kræmmerhuse formet som julehjerter, jævnfør at “julen er hjerternes fest”. Julenissen stammer i sin nuværende form også fra romantikken, men nissen har rødder tilbage i troen på et overnaturligt væsen, en gårdbo eller vætte; nissen blandes ofte sammen med julemanden, der har sin oprindelse i en kristen helgen, Sankt Nicolaus. Julebukken hører den hedenskfolkelige tradition til omkring julestuen. Julemad med flæskesteg, sul og sylte og julebryg (eller “nisseøl”) har også hedenske aner; der er også udviklet skikke omkring spisning af fx gås eller and, risengrød, konfekt og jule(små)-kager. Endvidere fx julekalender (også i tv), -kort og -mærker.

Annonce

I især den katolske verden er der udviklet en tradition for julekrybber og krybbespil, se krybbe. Også de danske julesange rummer en dobbelthed af folkelig tradition og kristen belysning af begivenhederne og symbolikken omkring Jesu fødsel. Der er en rigdom af frydefuldt gode danske julesalmer, hvor den mirakuløse fødsel i den ydmyge krybbe i stalden eller hulen i Betlehem, hyrderne på marken, stjernerne, englene og de tre vise mænd fra Østerland med deres guld, røgelse og myrra skær fremstår i et poetisk lys; men også sange af mere dansk-romantisk art, med hvad der foregår i de danske borgerhjem, dansen omkring juletræet, gaverne, den overmætte julefred.

Julen forbindes også med gode historier og oplæsning. Central er her Johan Krohns Peters Jul. I de såkaldte “julealmanakker” har der gennem årene stået en række sentimentale trivihistorier, men også mere lødige. Blandt fiktionstekster om julen skal kun nævnes H.C. Andersens eventyr “Grantræet”, 1845, og Villy Sørensens barske antieventyr “Soldatens juleaften”, 1955, hvor julefreden falder som bomber.

Se også fest, rite, træ, hule, krybbe, nisse, stjerner, lys og engle.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: jul i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 17. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426136

Artiklen jul er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk