• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

engle

Oprindelig forfatter FSte

 ENGLE William Blake (1757-1827) skabte i digtning og billeder på det nærmeste sit eget mytologiske univers. På akvarellen “Jakobs drøm”, ca. 1805, snor den bibelske Jakobsstige sig spiralformet fra den drømmende Jakob op mod himlens gyldne cirkel. Stigen er befolket med engle af begge køn og med englebørn. Blake var bl.a. optaget af den svenske mystiker E. Swedenborgs tanker.

ENGLE William Blake (1757-1827) skabte i digtning og billeder på det nærmeste sit eget mytologiske univers. På akvarellen “Jakobs drøm”, ca. 1805, snor den bibelske Jakobsstige sig spiralformet fra den drømmende Jakob op mod himlens gyldne cirkel. Stigen er befolket med engle af begge køn og med englebørn. Blake var bl.a. optaget af den svenske mystiker E. Swedenborgs tanker.

engle, (af græsk angelos “sendebud”, “budbringer”), udbredt religiøs forestilling om himmelvæsener, der formidler kontakt mellem himmel og jord. De bringer bud fra det høje, åbenbarer sig for udvalgte mennesker, de hjælper mennesker i nød, og de optræder i den folkelige tradition som en slags skytsånder. Ofte beskrives de som lysende skikkelser med vinger. Der finder en glidning sted i beskrivelsen af dem, fra de tidligste eksempler i GT frem til romantikkens barnekammer og den nyeste skønlitteratur. Det fremgår af GT, at de ikke tager føde til sig. Noget bestemt køn kan man ikke sætte på dem, som himmelvæsener ligger de uden for denne kategorisering. Men oftest, frem til romantikken, er de, hvis de beskrives i menneskelig gestaltning, af hankøn. I de sidste par hundrede år er der mange eksempler på, at de skildres som feagtige hunkønsvæsener i lyse og løsthængende dragter, ikke mindst i børnelitteraturen.

Engle optræder i en række markante situationer i Bibelen. I GT er der engle i Paradisets Have. I forbindelse med Adam og Evas uddrivelse af Paradis sættes der keruber med flammesværd til at vogte indgangen. Serafer er seksvingede tronengle i himlen, som fx åbenbarer sig for profeten Esajas, Es. 6. Det er engle, der forjætter budskabet til Hagar om, at hun skal føde Abraham et barn, og til Abraham og Sara om, at de trods deres høje alder skal have et barn, 1. Mos. 16-18. Tilsvarende er det en engel,

Gabriel, der i NT bringer budskab om Johannes Døberens og Jesu fødsel, Lukas 1. I de senere dele af GT og i antik jødedom er nogle engle navngivne, som de øverste engle, ærkeenglene; oftest nævnes der fire: Gabriel, Mikael, Rafael og Uriel. I samme periode findes en dualistisk kosmologi, hvor en gruppe engle, med Satan i spidsen, danner et modrige til Guds herredømme. Oprindelig skildres Satan, fx i Jobs Bog, som Jahves udsending, en engel som på Jahves bud sætter Job på prøve. Som falden engel bliver Satan “interessant”, han bliver Lucifer, lysenglen eller morgenstjernen, der faldt, en dæmonisk og spaltet figur, som optager sindene helt frem til “vilde engle”, bl.a. motorcykelbanden Hells Angels; HA har taget navn efter amerikanske piloter under 2. Verdenskrig, altså vingede “væsener”, der spredte død og ødelæggelse. Som bekæmper af det onde optræder ganske særlig ærkeenglen Mikael, fx i Johs. Åb. I det hele taget optræder engle i stort tal i den apokalyptiske litteratur.

Annonce

I NT har englene en mere personlig karakter. De viser sig for Maria, for hyrderne på marken ved Jesu fødsel, og de giver Jesus styrke i Getsemane Have og optræder som bebudere ved graven. Dvs. at de i højere grad minder om skytsånder eller -engle. Men den faldne engel Satan optræder dog også, fx i beretningen om Jesus, der fristes i ørkenen. I den tidlige kristendom er engle ofte aktive omkring mirakler i forbindelse med apostle, kirkefædre mv.

Efterhånden udvikles der en angelologi, englelære. Det slås bl.a. fast hos Augustin og andre kirkefædre, at engle er væsener skabt af Gud, at de ikke er guddommelige, at Kristus ikke er en engel, og at det er afguderi at tilbede engle. Samtidig fandt der en hierarkisering sted af dem, som også har haft betydning i billedkunsten. Martin Luther afviste på det bestemteste tilbedelse af dem, men troede dog selv på deres eksistens. En række af de katolske helgeninder, især Birgitta af Vadstena, Katarina af Siena og Teresa af Avila, havde åndesyner af engle og oplevelser af deciderede skytsengle. Derimod har engle traditionelt været forvist som overtro i oplysningsperioden og i dele af protestantisk teologi. Inden for esoterisk religion er svenskeren E. Swedenborg, d. 1772, i stand til at give overordentlig detaljerede beskrivelser af engle og at billedliggøre dem som vind, musik, flod eller ild, metaforer som kendes blandt mystikere verden over.

I islam er den mest centrale begivenhed, da Gabriel (Jibril) over en årrække åbenbarer Allahs ord for Muhammed, de ord, der bliver til den hellige bog Koranen. Det var også Jibril, der viste Abraham og hans søn med Hagar, Ismael, hvordan de skulle bygge Kaba, helligdommen i Mekka. En vinget hest, Buraq, førte ifølge traditionen Muhammed til tempelpladsen (al-Aqsa) i Jerusalem. I islamisk folketradition er der et væld af overnaturlige væsener, jinn'er, der er en slags blanding af engle og mennesker.

På gravmonumenter optræder ofte engle. Også på børnegrave ses de. Her bliver dobbeltheden markant: Dels vogter englen graven og fører det lille barn til frelsen; dels er barnet selv i døden blevet til en engel.

Engle indtager en central position i europæisk billedkunst, litteratur, film og folketradition. I billedkunsten er nogle milepæle Giotto, maleren med det angeliske navn Rafael og Marc Chagall. I litteraturen er der grund til at nævne Dantes visioner i Den guddommelige Komedie, William Blakes digte og tegninger og R.M. Rilkes serafiske digte Duino-elegierne, 1922. I filmens verden er nogle hovedværker Luis Bunuels Morderenglen, 1962, Wim Wenders poetiske fabel Himlen over Berlin og Hasse Alfredssons Den enfoldige morder, 1982; i sidstnævnte er engle hævnere mod social undertrykkelse af den enfoldige “idoit” (sådan siger han selv ordet) med hareskåret, spillet af Stellan Skarsgård. Om Los Angeles, Englenes – og filmenes – By, hedder det i filmen L.A. Confidential: “Los Angeles is the city of angels, but you can't live here cause you've got no wings”.

I dansk billedkunst er der grund til at fremhæve kalkmalerier. I Ebbe Kløvedal Reichs historiske roman fra 1990, En engels vinger, er hovedpersonen Hannes Jerk, der maler kalkmalerier i Højby Kirke, bl.a. af ærkeenglen Mikael med sjælevægten. En mester belærer Hannes således: “Når vi maler englene i menneskets skikkelse, er det fordi Gud Herren skabte os i sit billede. På den måde kan vi bedst forstå det guddommelige. Når vi maler vinger på englene i menneskeskikkelse er det vores fattige forsøg på at male ren ånd.”

I dansk litteratur er nogle milepæle salmer af Brorson (“I denne søde juletiid”), Grundtvig (“Det kimer nu til Jule-Fest”, “Velkommen igien, Guds Engle smaa” og “Sov sødt, Barnlille”) og Ingemann (“Deilig er Jorden” og “Lysets Engel gaar med Glands”). Da Dan Turell i sin skoletid under morgensangen oplevede den åndelige kraft i sidstnævnte salme, besvimede han: “Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig gadedreng i hjertet eller livet”, skriver han. Endvidere H.C. Andersens digt “Det døende Barn”, 1826, og eventyret “Engelen” fra 1843, om en engel, der bærer et dødt barn op til Gud. Eventyret gav anledning til en sentimental-romantisk illustration af W. von Kaulbach, der som olietryksreproduktion blev et af de mest udbredte folkelige billeder i 1800-tallet; hos Kaulbach er det moderligt-trygge i engleskikkelsen fremtrædende.

I de sidste ca. tre årtiers danske litteratur er englen brugt som metafysisk metafor i mangfoldige nytydninger. I Hans-Jørgen Nielsens beretning fra 1978, Fodboldenglen, dækker metaforen bl.a. de mystiske oplevelser i forbindelse med idrætsudøvelse og løftet i ungdomsoprørets første tid. I en række digte af Michael Strunge omkring 1980 er engle bl.a. billede på muligheden for at transcendere og transformere sig i en vanskelig verden (“vi er forkomne englebørn”, hedder det i en linje). I digte af Pia Tafdrup og Pia Juul lægges der bl.a. vægt på, at kvinderollens blide englelighed og victorianske, idealistiske kvindeideal skal gennemhulles og transformeres; Når der går hul på en engel hedder en digtsamling af Tafdrup.

I børnelitteratur er idylliseringen typisk. Rene glansbilleder: Engle med basunkinder, som gavegivere, døde børn, der bliver engle osv. Men i de seneste års danske børnelitteratur er billedet differentieret: Der er ironiske, humoristiske, reflekterende tekster om engle for børn, bl.a. Kim Fupz Aakesons billed-roman Engelbert H og den sidste chance, 2006, om en noget konfus engel, som Gud sender ned på jorden for at redde den fra bl.a. forurening.

Blandt faste udtryk ses det, at “engel” ofte har betydningen blid og god og føjelig og især bruges om barn eller kvinde, der kan være “engleblid” eller “en god engel” eller “min søde engel”; ved dannede middagsborde kan fx høres replikken: “Ræk mig saltet, så er du en engel”. Andre udtryk er “der går en engel gennem stuen” (om en stilhed, der er pinlig eller over al forstand), og “man hørte englene synge” (fx ved særlig delikat mad og drikke; metaforen er oprindelig fra en forestilling om engle som repræsentanter for sfærernes musik, udstyret med himmelske stemmer og musikinstrumenter).

Den hollandske forfatter Cees Nooteboom skriver i et essay, “At møde en engel”, 2005: “Det er, fordi vi har ønsket at de skulle eksistere, at vi har skabt englene. I ord, i blæk, i sølv og guld, i elfenben og træ, i marmor og porcelæn, vi har skabt dem for at minde os selv om noget, for indimellem at kunne tro på at det ville være muligt ved hjælp af et par vingeslag at hæve sig op over den jordiske tilværelse og flyve til området for tid uden tid. (...) De flyver ubekymret frem og tilbage mellem vores jordiske flygtighed og den evighed som er deres opholdssted.”

Litt.: Charlotte Christensen, Gyldendals bog om engle, 2005. Jørgen V. Hansen, Englene og al deres væsen, 1996. A. Friederichsen og C.C. Cappi (red.), Engleskrift – om engle i litteraturen. G. Davidson, A Dictionary of Angels, 1971.

Se også fe, skytsånd, Satan, flyvning og vinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: engle i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 17. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425855

Artiklen engle er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk