race og racisme

Race og racisme, Et af de forhold, der har givet stærkest diskrimination i menneskehedens historie, er, at man ikke som en selvfølge har opfattet alle racer som ligeværdige. De forskellige racer blev tidligere forbundet med en række stereotyper, ikke mindst farver og deres symbolik.

De sorte, med nedsættende tilnavne som neger og nigger, har i historiens løb været misbrugt som ikke mindst slaver og siden som underklasse. De har været opfattet som primitive, som børn, tæt på aberne, selv deres udprægede rytmiske sans har været tolket som et eksempel på deres vildskab og dyriske primitivitet. En katastrofal blanding af evolutionslære og kolonialisme/imperialisme har ført til grove udnyttelser og klassificeringer: Den hvide mand var længere fremme i udviklingen, og han og hans religion og hele livsmønster skulle være model for den lave sorte race. På tilskuerpladserne til fodboldkampe høres stadig abelyde og kastes bananskræller, når man vil drille en sort spiller. De sorte har så til gengæld skabt modstandskulturer i fx Black Power, Black Panther, Black Muslims og Rastafarianismen, hvor man bl.a. har sat et længselsbillede ind, en tanke omkring et tusindårsrige, hvor der skal vendes op og ned på magtforholdet mellem hvide og sorte, et tusindårsrige der har med drømmen om det gamle Afrika at gøre.

To scener fra 1920-30'ernes Danmark kan være belysende: Josephine Baker i bananskørt blev af nogle mødt med den sædvanlige racisme, af andre med en slags omvendt opfattelse: at de sorte var frigjorte, sensuelle, ægte. Da trompetisten Louis Armstrong første gang skulle optræde i København, blev han nægtet adgang til et hotel, men spillede immervæk himmelsk og stilistisk fornyende. Under OL i Mexico 1968 udspilledes en tredje, symbolladet scene: To sorte amerikanske løbere, medlemmer af Black Power, demonstrerede under medaljeoverrækkelsen mod USA og løftede en sortbehandsket hånd under nationalmelodien.

Valget af den sorte Barack Obama til USAs præsident og indsættelsen i januar 2009 har af mange været tolket som et endegyldigt farvel til en traumatisk racediskrimination i USA, frihedens og demokratiets land. Indsættelsesceremonien har altid haft et væld af symbolik, men her var øjeblikket ekstraordinært symbolsk, da Obama kunne sige: “En mand, hvis far for mindre end 60 år siden næppe kunne blive betjent på en restaurant, kan nu stå foran jer og aflægge en hellig ed som USAs præsident”.

De røde, indianerne, tillægges i stereotypien også egenskaber som vildskab og krigeriskhed (“ugh, ugh”), men også fællesskab, naturlighed og fredsommelighed. Navnet på dem viser et stykke imperialisme: Det skyldes, at Columbus troede, han havde fundet Indien, da han fandt Amerika, så befolkningen blev kaldt (Red) Indians.

Det indiske kastesystem rummer faktisk også racediskrimination. I det 3. årtusind f.Kr. invaderede ariere Indien og trængte urbefolkningen længere og længere sydpå og ud i ødemarken. Jo længere sydpå, des mørkere i huden og des lavere status; en gruppe af de mørkeste blev simpelthen kastet helt uden for det menneskelige samfund: som kasteløse, mens de lyse ariere blev højkaste-folk med rituel og social topplacering. Kastesystemet, der er differentieret i utallige undergrupper, hedder egentlig varna, et sanskritord, der betyder farve. I praksis er det forholdet mellem rent og urent, der styrer standsinddelingen. Fra Indien stammer for øvrigt en af de befolkningsgrupper, der i Europa er blevet mest forfulgte og marginaliserede: roma-folket.

Også i Japan er der en hårfin inddeling efter rent og urent. En del japanere føler, de tilhører en ren og ublandet race og skal blive ved med det. Det kan medføre kraftige marginaliseringer i det i øvrigt homogene samfund. Af den hvide europæer er den gule race bl.a. blevet karakteriseret som “den gule fare” (det store befolkningstal, Djengis Khan-lignende horder på erobring osv.) og som “de skævøjede”, hårdtarbejdende maskiner; den gule farve konnoterede også, at de ikke var til at stole på; måske var det derfor, man ikke kunne se deres blik.

Som det var tilfældet med den japanske fascisme i 1920'erne og -30'erne blev tanken om racerenhed og en voldsom ekspansionstrang (“Lebensraum”) karakteristisk for nazismen-fascismen i Tyskland og Italien. Verdenshistoriens mest forrykte raceudryddelse fandt sted i tyske kz-lejre: Jøderne blev opfattet som undermennesker, snyltere og rotter, mens arieren, det racerene, blonde bestie med de kornblå øjne, tilhørte den overlegne race. Antisemitismen kunne have fået et ekstra, absurd forløb, hvis de arabiske lande, som ønskede at alliere sig med Hitler-Tyskland for at kunne udrydde jøder emigreret til det kommende Israel, havde haft held til deres forehavende. Araberne tilhører faktisk samme race, den semitiske, som jøderne, men her var der “vigtigere” ting på spil.

Et eksempel med positiv udgang: Apartheidsystemet i Sydafrika blev afskaffet uden det voldsomme forløb, man kunne have forventet; det skyldtes bl.a. tanken om forsoning, som også blev indført i retspraksis, med stærke forkæmpere som Nelson Mandela og Desmond Tutu.