Os og de andre, et begrebspar, der angiver modsætning mellem en selv som medlem af en gruppe, et folk, en race, en religion, et sprog, en kultur eller en social status, og andre, som så ofte opfattes som mindreværdige, underlegne, fremmede, fjendtlige, barbariske. Opfattelsen er etnocentrisk og findes i vel alle kulturer; sommetider giver den sig til kende allerede i ens selvbetegnelse, der fx kan betyde “mennesker” i forhold til andre grupperinger, der så er “umennesker” eller “ikke-mennesker”. Begrebet bruges i dag ganske særligt om forholdet mellem Vesten og Østen og problematiseres i (videnskabelige) betegnelser som occidentalisme og orientalisme (se verdenshjørner). Den stærke indvandring i Vesten i de seneste årtier af især muslimer har forstærket modsætningen; nu da “de andre” i geografisk henseende er “os”, burde forskellen ophæves, som det fx kendes mellem etniske danskere og jødiske danskere, men tværtimod er forskellene i kultur, religion og livsmønster blevet mere synlige, og nu ikke blot som et eksotisk krydderi på en lang orientalsk rejse.