Sibylle, en spåkvinde i græsk og romersk religion, kunne i ekstase fremsige orakelsvar på vers. Oprindelig var der kun én, siden ti, knyttet til centrale antikke kultsteder. Særlig kendt er sibyllen fra Delfi, som blev kaldt Pythia, et navn, der knytter hende sammen med sagnet om Apollons drab på dragen Python; ordet kan dog også være afledt af et græsk verbum, der betyder “spørge” eller “få svar”.

Orakelsvarene blev nedskrevet i de såkaldte Sibyllinske Bøger, som blev konsulteret i kritiske sammenhænge i det gamle Rom. Også inden for kristendommen spillede disse bøger en rolle, hvor man forsøgte at tolke forudsigelserne kristologisk og eskatologisk helt frem i middelalderen. En variant findes som folkebog, i dansk oversættelse siden 1605, hvor den vise kong Salomo fra GT har en samtale med seersken Sybilla. I nordisk sagntradition, i sagaen om Regnar Lodbrog, optræder en trold-ko, Sibilja, som husgud for den svenske konge. Sibylla var navnet på en svensk prinsesse (d. 1972).

Den svenske forfatter Par Lagerkvist skrev i 1956 en legendepræget roman, Sibyllan, om den delfiske Pythia, hvor en sibylle bliver voldtaget af “guden” i templet og føder “gudens søn”, der viser sig at være åndssvag. Bogens tema er samlet i denne sætning: “Den gud en gang har taget bolig i, forlader han nok ikke, selv om han også kun bliver tilbage som en forbandelse.”

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig