Nymfer, (græsk nymphe, ung kvinde, brud), i græsk mytologi og folketro smukke kvindelige naturvæsener, knyttet til bestemt lokalitet. Kilde-, sø- og flodnymfer kaldes najader, bjergnymfer oreader og trænymfer dryader. De efterstræbes af guder og mennesker, men kan også selv lokke. De er livsglade, optaget af sang og dans. En række nymfer er navngivne og optræder i bestemte myter, fx Echo og Dafne og de mere ondtsindet forlokkende fra Odysseen: Kirke og Kalypso eller ekstatiske og vilde mænader i Dionysos-kulten. Nymferne har menneskeskikkelse og er ikke blandingsvæsener, som det kendes fra andre sagnfolk. Den nærmeste parallel i nordisk folketro er alfer (ellepiger), der også er smukke og lokkende naturvæsener.

I overført betydning betyder “nymfe” en smuk, ung pige. En “nymfoman” kvinde er besat af stor sexlyst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig