Sisyfos, i græsk mytologi en sagnkonge fra Korinth. Mest kendt er hans straf: at opholde sig i Hades og her for evigt at skulle trille en kæmpestor sten op ad en bakke, en sten, der hele tiden triller ned igen. Scenen skildres i Odysseens 11. kap. som noget, Odysseus overværer; i nogle senere fremstillinger er Odysseus hans søn.

Sisyfos straffes nok primært for – som også Prometheus – at være guds-oprører. Hans navn betyder måske “den kloge”; han skildres som snedig, bl.a. narrer han Døden og lænker den, da den første gang vil hente ham. Men det er jo hybris, at et menneske, omend en helt, vil være udødelig, og derfor rammer nemesis, gudernes straf, ham.

Et “sisyfosarbejde” bruges overført om slidsomt, men forgæves arbejde. I Albert Camus' eksistensfilosofiske værk Sisyfos-Myten, 1942, bruges Sisyfos typologisk: Han er oprøreren mod tilværelsens absurditet, en absurd helt, der er sig bevidst, at stenen vil trille ned igen, men netop i bevidstgørelsen derom overtager sin egen skæbne og gør guderne overflødige, samtidig med at han kan sanse bjergets og omgivelsernes skønhed. “Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand”, slutter Camus.

Se også helt, Prometheus og typologisk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig