• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

amazoner

Oprindelig forfatter FSte

 AMAZONER Vasemaleri fra ca. 460 f.Kr. af en græsk helts kamp mod amazoner. Sandsynligvis Achilleus, der dræber amazonen Penthesileia; alternativt: Theseus der kæmper mod Antipe.

AMAZONER Vasemaleri fra ca. 460 f.Kr. af en græsk helts kamp mod amazoner. Sandsynligvis Achilleus, der dræber amazonen Penthesileia; alternativt: Theseus der kæmper mod Antipe.

amazoner, et sagnfolk af krigeriske kvinder i græske oldtidsmyter, bl.a. omtalt i Iliaden. De levede østpå og ses i antikkens kunst, bl.a. i Parthenon, i mange kampscener, til fods, til hest, med buer, i store, barbariske flokke. Det fortælles bl.a., at de i et berømt slag blev besejret af athenienserne under ledelse af Theseus. De holdt mænd som slaver, til avling, og fik de drengebørn, blev disse slået ihjel. Ved en misforståelse (folkeetymologi) blev ordet amazone tolket som “uden bryst”, og en beretning om at de fjernede det ene bryst for bedre at kunne skyde med bue, opstod.

I slavisk mytologi og i russisk folklore optræder amazonerne ligeledes. Amazon-floden og Amazonas-området i Sydamerika er opkaldt efter dem, da en opdagelsesrejsende i 1539-40 berettede, at der i området fandtes hærskarer af kvindelige krigere. I den danske folkebog Lucidarius (fra middelalderen) får beskrivelsen af dem ikke for lidt: her bor de på bjerget Kaukasus, de er onde og stride og tænker kun på kamp; de er 2,5 meter høje og har hænder på en alens længde, der kan udføre de skrækkeligste slag og greb.

I overført betydning kan amazone i dag bruges om en aggressiv og mandhaftig kvinde eller om en atletisk, høj og flot kvinde. Jævnfør fx furier, gorgoner og mænader. Amazonerne kan minde om to nordiske kvindegrupper: skjoldmøerne og valkyrierne.

Annonce

Amazoner lever altså op til et mandligt ideal, er matriarker der indirekte og forvrænget giver et portræt af et patriarkalsk samfunds krigerideal. Matriarker som patriarker. Er der samtidig et glimt i øjet eller en angst (kastration?) for kvinden som køn?

Se også sagnfolk og mand og kvinde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: amazoner i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 26. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425640

Artiklen amazoner er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk