• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sisyfos

Oprindelig forfatter FSte

Sisyfos, i græsk mytologi en sagnkonge fra Korinth. Mest kendt er hans straf: at opholde sig i Hades og her for evigt at skulle trille en kæmpestor sten op ad en bakke, en sten, der hele tiden triller ned igen. Scenen skildres i Odysseens 11. kap. som noget, Odysseus overværer; i nogle senere fremstillinger er Odysseus hans søn.

Sisyfos straffes nok primært for – som også Prometheus – at være guds-oprører. Hans navn betyder måske “den kloge”; han skildres som snedig, bl.a. narrer han Døden og lænker den, da den første gang vil hente ham. Men det er jo hybris, at et menneske, omend en helt, vil være udødelig, og derfor rammer nemesis, gudernes straf, ham.

Et “sisyfosarbejde” bruges overført om slidsomt, men forgæves arbejde. I Albert Camus' eksistensfilosofiske værk Sisyfos-Myten, 1942, bruges Sisyfos typologisk: Han er oprøreren mod tilværelsens absurditet, en absurd helt, der er sig bevidst, at stenen vil trille ned igen, men netop i bevidstgørelsen derom overtager sin egen skæbne og gør guderne overflødige, samtidig med at han kan sanse bjergets og omgivelsernes skønhed. “Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand”, slutter Camus.

Annonce

Se også helt, Prometheus og typologisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Sisyfos i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426639

Artiklen Sisyfos er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk