Salamander, ifølge traditionen en elementarånd, der ligesom vulkanen er knyttet til elementet ild. Denne teori stammer fra Paracelsus (1493-1541), der omtalte salamanderen som lang, tynd og tør. I alkymien er den et fabeldyr, der kan tåle hvad som helst. Ild-elementarånderne kan smede skatte, fx i vulkanen Etna, hvorfra deres hamren kan høres. Salamanderen kan, ifølge fx Aristoteles og Plinius d.æ., slukke ild med en kold, mælkeagtig slim, og den er det afskyeligste af alle giftige væsener. I kristen symbolik kædes salamanderen, der kan leve i ilden, bl.a. sammen med troens kraft og med sjælens renselse i skærsilden. I heraldikken symboliserer den bl.a. mod. I Esajas 43,2 sammenlignes Israels folk i Guds varetægt med salamanderen: “går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, / flammen brænder dig ikke.”
En af Per Højholts “Praksis”-bøger hedder Salamanderen og andre blindgyder, 1986.
Se også ild, elementer, vulkan, fabeldyr og Føniksfuglen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.