Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

salamander

Oprindelig forfatter FSte

salamander, ifølge traditionen en elementarånd, der ligesom vulkanen er knyttet til elementet ild. Denne teori stammer fra Paracelsus (1493-1541), der omtalte salamanderen som lang, tynd og tør. I alkymien er den et fabeldyr, der kan tåle hvad som helst. Ild-elementarånderne kan smede skatte, fx i vulkanen Etna, hvorfra deres hamren kan høres. Salamanderen kan, ifølge fx Aristoteles og Plinius d.æ., slukke ild med en kold, mælkeagtig slim, og den er det afskyeligste af alle giftige væsener. I kristen symbolik kædes salamanderen, der kan leve i ilden, bl.a. sammen med troens kraft og med sjælens renselse i skærsilden. I heraldikken symboliserer den bl.a. mod. I Esajas 43,2 sammenlignes Israels folk i Guds varetægt med salamanderen: “går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, / flammen brænder dig ikke.”

En af Per Højholts “Praksis”-bøger hedder Salamanderen og andre blindgyder, 1986.

Se også ild, elementer, vulkan, fabeldyr og Føniksfuglen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: salamander i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 20. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426600

Artiklen salamander er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk