• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sagnfolk og -lande

Oprindelig forfatter FSte

sagnfolk og -lande, i folketroen er sagnfolk overnaturlige væsener med overvejende menneskelige træk, i modsætning til fabeldyr. Sagnfolkene symboliserer eller er personifikationer af naturfænomener, og de har magt til at hjælpe eller skade. Der er glidende overgange fra sagnfolk til de såkaldte lavere guddomme. Blandt sagnfolkene er nogle i stand til at færdes alle vegne, fx feer, genier, jinner og vætter, mens de fire såkaldte elementarånder er knyttet til hver sit element: nymfer eller undiner til vandet, sylfer eller sylfider til luften, gnomer til jorden og salamandre eller vulkaner til ilden. Endvidere er en række sagnfolk knyttet til bestemte lokaliteter, fx havfolk, åfolk, bjergfolk, ellefolk og gårdboen (nissen). Sagndyr eller fabelfolk er sammensat af mennesker og dyr; en række af dem er mennesker momentant forvandlet til dyr, fx varulven, valravnen, maren, vampyren og helhesten.

Sagn kan også dannes om større områder, sagnlande, som regel som idealiserede guldaldersteder, fx Atlantis, Eldorado, Slaraffenland, Shangri-la og Utopia. Disse kan i nogen grad glide sammen med religionernes paradis- og himmelforestillinger.

Se også overnaturlige væsener.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sagnfolk og -lande i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 21. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426598

Artiklen sagnfolk og -lande er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk