kæmper

Kæmper, forestilling i vel alle kulturer om sagnfolk af overvættes størrelse. I den græske mytologi omtales giganter, kykloper og titaner og i den nordiske jætter. Også Goliat, som David besejrede, beskrives som en kæmpe (1. Sam. 17, 4: “han var seks alen og et fingerspand høj”).

Dels var der i mange folkeslags myter en forestilling om, at folk i urtiden var kæmpestore; dels mente man at se vidnesbyrd derom i fx de store grave (jættestuer, kæmpehøje mv. bemærk betegnelserne!) og bygninger (Knossos, Stonehenge mv.) og i selve landskabet: herom fortaltes sagn med “forklaring” på de ejendommelige forhold. I mange tilfælde kan kæmperne glide sammen med trolde, og i andre tilfælde ophøjes mennesker til kæmper ved deres heltegerninger (helt). Deres modsætning blandt de overnaturlige væsener er dværgene, som de dog også har lighedspunkter med.

Kæmperne kan siges at symbolisere kaos og naturkræfter og -fænomener (fx bjerg, skov, hav), som fx hovedpersonen i eventyr og folkeviser konfronteres med. Det kaotiske ses bl.a. ved, at det er dem, der, selv om de på skrømt optræder som bygmestre, prøver at forhindre et gærdebyggeri omkring Asgård, og at en række kirkesagn fortæller, at de søger at hindre kirkebyggeri og -gang. Psykologisk symboliserer disse skikkelser fra folkelitteraturen det ubevidste, ofte i fortrængt og dæmonisk stand. En kæmpe som kryster skildres i en barok scene i nordisk mytologi, hvor Mundilfare, ni mile høj og tre mile bred og dannet af ler, skal hjælpe jætten Hrungner i en tvekamp med Thor; kolossen – på lerfødder – bliver så ræd, at han tisser i “bukserne”, og lader sig let fælde.

I skuespillet Peer Gynt, 1867, udnytter Henrik Ibsen et lokalt sagn om kæmpevæsenet Den store Bøygen. I det store danske rigsvåben står et par drabelige kæmper med køller (kaldet “vildmænd”).

Se også giganter, kykloper, titaner og helt.