Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hav og havfolk

Oprindelig forfatter FSte

 HAV OG HAVFOLK Bundet til masten sejler Odysseus forbi de lokkende sireners ø. Motiv på græsk vase fra ca. 490 f.Kr.

HAV OG HAVFOLK Bundet til masten sejler Odysseus forbi de lokkende sireners ø. Motiv på græsk vase fra ca. 490 f.Kr.

hav og havfolk, Som vand symboliserer havet kaos, urstof og livskilde, både døden og fornyelsen. Psykologisk symboliserer havet det feminine, en moderarketype og det ubevidste. Havets kraft personificeres i en række guder og overnaturlige væsener. I havet kan der gemme sig deciderede dæmoniske magter, drage- og slangeskikkelser, som fx det store havuhyre Leviathan fra GT og Midgårdsormen i nordisk mytologi; Midgårdsormens størrelse ligger i dens navn: Den er så stor, at den når hele vejen rundt om menneskenes verden Midgård.

Blandt havguder og -væsener findes i græsk mytologi treforkkæmperen Poseidon (romersk Neptunus), titanen Okeanos, nereiderne og tritonerne; de fleste af disse er venligtsindede. Sirenerne derimod er farlige og fortryller med deres sang, bl.a. for Odysseus, da han sejlede mellem Skylla og Karybdis.

I nordisk mytologi er ægteparret Ægir og Ran havets guder, henholdsvis den positive og den negative side. Deres ni døtre er havets bølger. Ran (ordet betyder “røveri”) fanger druknede søfolk i sit net og fører dem til sit rige på havets bund. Også guden Njord var forbundet med havet og gav fiskerne god fangst. I folketroen myldrer det med havfolk, henholdsvis havmænd og havfruer. Oprindelig er det dæmoniske skikkelser, af trolde- og heksekarakter, fx er havfruerne (undinerne) farlige og lokkende med deres sang og skønhed og med deres blandingsvæsen og fiskehale. Men tekster i den senere tradition og i kunsteventyr tillægger dem menneskelige egenskaber som fx kærlighed. I den sene (folke)vise “Agnete og Havmanden” får man ondt af den ensomme havmand, da han må undvære Agnete, der kaldes op på jorden igen af kirkeklokker. H.C. Andersen skrev et skuespil over temaet med ny variant, men er mest kendt for sit eventyr fra 1837 “Den lille Havfrue”, der længes efter lyset i havoverfladen og forelsker sig i en jordisk prins, men da hun ikke kan få ham, transformeres til skum, der igen forvandles til en luftånd. Statuen på Langelinje af Den Lille Havfrue, udført af Edv. Eriksen 1913, er et nationalsymbol for Danmark. Et moderne digt af J.P. Jacobsen, Marine, 1875, skildrer i raffinerede metaforer en kvinde som kyst og hav og slutter med at ønske at møde den dragende havfruesang. Også Henrik Ibsens symbolske og psykologisk dybdeborende drama Fruen fra havet, 1888, spiller på havfruemotivet.

Annonce

Myter hos inuit beretter om havkvinden, havdyrenes moder, der er garant for, at dyrene kan fanges og dyrebestanden være i stadig balance. Det er åndemanerens opgave at besøge hende, når der har været et tabubrud. Bruddet viser sig som snavs, der sætter sig i havkvindens hår; kaos indtræffer og hungersnød; men da åndemaneren reder hendes hår, renses verden, og havdyrene lader sig igen fange.

I et par talemåder ses dobbeltheden ved havet: Havet kan dels være “Vort moderlige Hav” (digt af L.C. Nielsen, 1908), fædrelandets og vores ophav, og dels farligt: “Kun en tåbe frygter ikke havet”.

Se også vand, fisk, kosmos og kaos, sirener, Triton, nereider, galionsfigur, skib og å.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: hav og havfolk i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426014

Artiklen hav og havfolk er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk