Dæmon, et overnaturligt væsen, som er Guds og det godes fjende og besætter mennesker, der nedbrydes deraf. Det græske ord daimon (med tryk på første stavelse) er oprindelig neutralt, kan betegne lavere guddommelige væsener og store afdøde, skæbne, en slags skytsånder, eller en indre stemme. En god daimon var en eudaimon, jævnfør at eudaimonisme i etikken er en lykkelære. Men efterhånden har dæmon (med tryk på anden stavelse) fået betydningen ond magt eller ånd, og ofte opfattes dæmoner som identisk med Satans djævleskare. Disse smådjævle, som ofte ligner fabeldyr, kan i rigt mål ses på fx kalkmalerier i danske kirker, hvor de opfordrer til eller straffer syndig adfærd som fx utugt.

I Begrebet Angest, 1844, giver Søren Kierkegaard en psykologisk dybdeboring i “det dæmoniske”, som han tolker som angsten for det gode.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig