Basilisk, fabeldyr med krop og hoved som en hane og hale som en slange. På hovedet er den udstyret med en krone, deraf dens navn, der kommer fra græsk og betyder “lille konge”. Dens blik dræber, og dens ånde forpester og afsvider. Den blev født af en hanes æg, udruget af fx en slange. Hvis den ser sig selv i et spejl, dør den. Den symboliserer luksus (luxuria), lyst og sygdomme, fx kønssygdomme (syfilis kaldes “basiliskgift”). I middelalderens billedkunst symboliserer basilisken ofte djævelen eller ondskab; den optræder hyppigt i udsmykningen af danske middelalderkirker. Den har mange paralleller til symbolikken omkring slange og drage og kaldes sommetider slangernes konge. I en af Harry Potter-bøgerne (Harry Potter og hemmelighedernes kammer, 1999) optræder en basilisk.