Atlantis

Atlantis, et sagnland, som omtales i to af Platons dialoger, Timaios og Kritias. Her er det et stort rige, en ø i oceanet, som først havde et viist styre med titanen Atlas i spidsen, men siden gik det ned ad bakke, og Atlantis blev slået af Athen. Zeus straffede befolkningens hybris ved at lade øen forsvinde i havet.

Atlantis som en slags guldalderens idealstat tilhører en forestillingsverden, som kendes fra bl.a. paradis- og utopiskildringer, en verden man gerne vil tilbage til eller frem til. I de mange skildringer i eftertiden af Atlantis er det mest de positive sider ved landet, man opholder sig ved, mens fordærvet, overmodet og straffen underbetones. Mange har opfattet Platons skildring af et modrige til Athen som autentisk, enten i forbindelse med et konkret tidligere jordskælv eller som en slags kulturens urrige, som fx svenskeren Olof Rudbeck ca. 1700 i værket Atlantica (der dog henlægger riget til Sverige!) og den teosofiske tradition omkring Rudolf Steiner med temmelig vidtløftige teorier om et overnaturligt rige. I filosofisk-utopisk sammenhæng kan nævnes Francis Bacons idealskildring i The New Atlantis, 1627.

Lokaliseringen af riget er knyttet sammen med oceanet, som er opkaldt efter det: Atlanterhavet.

Atlantis er et ret hyppigt motiv også i skønlitteraturen. Her skal nævnes tre nordiske eksempler: Tom Kristensens digt “Landet Atlantis”, fra Fribytterdrømme, 1920, er en slags ekspressionistisk programdigt, der i revolutionære billeder af en kaotisk storby skildrer den nye kunsts farvepragt og amoralske æstetik; som undertitel har digtet “Et Symbol”; Atlantis er “Længselens Land”, “Skøn som en sønderskudt Banegaard”, disharmonisk, men vejen til “Skønhedens Rige”. I digtet “Atlantis” (Nya Dikter, 1894) har den svenske digter Gustav Fröding meget af den oprindelige myte med, fx også rigets undergang; riget ligger sunket ned i en skærgård ved en nutidig svensk storby, der også engang skal synke og erstattes af en ny stad med “folk av en främmande stam”. I Klaus Rifbjergs digtsamling Landet Atlantis, 1982, er der meget personlige variationer over dobbeltheden af fald og fornyelse i Atlantis-symbolet.

En amerikansk rumfærge hedder “Atlantis”; måske som symbol på, at utopien nu ikke gemmer sig i et sunket rige på havets bund, men ude i verdensrummet.