Askepot, figur i et folkeeventyr, der findes i talrige versioner i Asien og Europa, bl.a. hos brødrene Grimm, 1812. Her skildres hun som den, der behandles stedmoderligt, af en ond stedmoder og hendes døtre af første ægteskab. Navnet får hun, fordi hun sættes til hårdt arbejde: “Da hun nu altid måtte rode i aske og støv og så snavset ud, kaldte de hende Askepot” (aske). Ved sin godhed, skønhed og ved overnaturlige magters hjælp vinder hun prinsens hjerte; herunder spiller et par gyldne sko en markant rolle. Eventyret rummer en symbolsk belysning af nogle almene konflikter i en piges opvækst, men også et socialt aspekt: almuens ønske om opstigning. Det er også blevet tolket som udtryk for det uselvstændige i kvinderollen (“Askepotkompleks”); prinsen på den hvide hest skulle jo løse alle “Askepots” problemer.

Askepot er også brugt bl.a. i en tegnefilm af Walt Disney, 1950, og i en ballet (opført på Det Kgl. Teater i sæsonen 2008-09).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig