Æg, i en række skabelsesberetninger, fx oldegyptiske, kinesiske, polynesiske og i det finske helteepos Kalevala, er verden opstået af et uræg. Opfattelsen af ægget som livs- og frugtbarhedssymbol er udbredt; det ses fx i den stadig bevarede skik med påskeæg som forårsbebudere; man har fundet malede (påske)æg helt tilbage i 1000-tallet. Ægget har jo en perfekt mikrokosmisk form, og kan også minde om et hoved eller et ansigt.

I sagn og folkeeventyr fødes helten undertiden af et æg, fx i “Mumle Gåseæg”, der indgår i P. Chr. Asbjørnsens Norske huldreeventyr og folkesagn, 1845-48. En del eventyr handler om guldæg, måske vogtet af en drage; det giver lykke og rigdom, men også problemer, fx i det danske “Den guldbenede høne”. I græsk mytologi føder Leda efter samvær med Zeus i svaneskikkelse to tvillingepar, Castor og Pollux og Klytaimestra og Helene. I det gamle Egypten blev den indre kiste for en mumie kaldt “æg”, som tegn på livet efter døden. I egyptisk mytologi blev Solen, Ra, udruget af nilgåsens kosmiske æg. I hinduismen blev Brahma udklækket af verdensægget, der blev lagt af en fugl på urvandene, og æggets to dele dannede himlen og Jorden. Med en smuk metafor kalder Snorre i sin Edda det kosmiske vand, som dagligt vander verdenstræet Yggdrasil, for så rensende, at alle ting, der renses af det “bliver så hvide som hinden inde under æggeskallen”.

Æg findes ikke blot hos fugle, men også hos en lang række andre dyr og hos mennesket (i form af ægcellen dannet i kvinders æggestok og modnet ca. en gang om måneden).

Et strudseæg kan symbolisere jomfrufødslen, ud fra den forestilling, at strudsen lagde sit æg i sandet, hvor det tildækket passede sig selv og blev udklækket. Fugl Føniks, der døde i ilden, genopstod fra sit eget æg.

I H.C. Andersens digt “Konen med Æggene”, 1836, drømmer en kone på vej med æg til marked om kommende rigdom, men taber æggene. I hans eventyr “Den grimme Ælling” er ægget, som den ligger i, længe om at blive klækket: “Det varer saa længe med det ene Æg”, sagde Anden, som laae; “der vil ikke gaae Hul paa det!” I Johannes V. Jensens digt “Ved Frokosten”, 1906, sender æggemadens svovlbrintelugt digteren på fantasirejse til urhavets tangskove. I Dorrit Willumsens stærke novelle “Komplikation”, 1965, må en kvinde hver morgen finde sig i synet, lyden og lugten af mandens æggespiseri; hele novellen spiller på æggemetaforik: at være som i en fostertilstand, at være gravid, at ligge sammenkrummet i ægform, æggehviden som en spermagtig “klistret, glidende klat”, hver morgen slår han hul på æggeskallen, men det ægteskab holder vist ikke. I et knivskarpt digt af Ivan Malinovski, “Myggesang”, 1958, spilles der på æggets bristen både som en skabelse og undergang; søvnen sammenlignes med en “gærdesmuttes æg”, “og lydløst hakker et usynligt næb // på spejlets hinde af vind og salt // snart brister alt”.

Intet er bedre end at “have det som blommen i et æg”, men man skal ikke “lægge alle sine æg i én kurv” eller “behandle nogen som et råddent æg”. Udtrykket “Ægget vil lære hønen” betyder, at en ung og uerfaren vil belære en ældre. Mens spørgsmålet “Hvad kom først: ægget eller hønen?” er et af de store filosofiske, ubesvarligt som fx selve spørgsmålet om, om verden er skabt. Man(d) kan være “skaldet som et pillet æg” eller “pilskaldet”, mens et “æggehoved” bruges om en intellektuel. Måske er det æggehoveder, Per Højholt tænker på i sine to satiriske “portrætter” af “Fire æg” og “Seks B-æg” fra Show, 1966. Et “columbusæg” betyder en genial løsning, ud fra en anekdote om Columbus, der fik et æg til at stå på den ene ende ved at slå det fladt. Æggets hoved- eller ansigtslignende form har ofte været udnyttet metaforisk, uhyggeligt af Tom Kristensen (se ansigt).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig