Vibe, den smukke engfugl med den karakteristiske flaksende flugt i volter, som viser snart den hvide bug, snart den sorte ryg, og som ligner en Spitfire i angreb, og det høje skrig (“viben siger det halve af sit navn”, dens navn er sandsynligvis lydefterlignende) har ikke givet anledning til megen symbolik. Nævnes skal dog, at den i folketro er en varselsfugl, og at den opfattes som en forbandet fugl, fordi den ved Jesu korsfæstelse skreg: pin ham! Som straf flyver den derfor så uroligt rundt. At den så hidsigt forsvarer sit territorium har også medført folkelige talemåder. Gustaf Munch-Petersens knivskarpe, haikuagtige digt “rids”, 1937, rummer disse synæstetiske linjer: “viben skriger / en cirkel sort / skriger en kurve hvid / i luften –”. Viben er en tidligt ankommende trækfugl: “Lærke, stær og vibe / alle tre på stribe / igen vi har / i februar”, lyder det i et folkeligt huskerim. Tilsvarende lyder det hos Aakjær: “Nu er Dagen fuld af Sang, / og nu er Viben kommen”. Naturligvis har viben sit digt i såvel Blichers Trækfuglene, 1838, som Rifbjergs Voliere, 1962.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.