stær

Stær, “Se den lille stær, den er åh så fornøjet”, hedder det i en sang om den mørke fugl med de iriserende farver. I det fjerne Østen drømte Poul Møller om “Glæde ved Danmark” (1820) med stæren som et emblem: “Lifligt fløiter vist den sorte Stær”. Stæren kan – i lighed med papegøjen – lære at “tale” i fangenskab, men “derfor er de just ikke Mennisker”, skrev Ludvig Holberg. Den kan optræde i enorme flokke, ligne formørkelse (“sort sol”), bl.a. ved efterårstide i vadehavsegnene i Sydvestjylland, og en flok kan pludselig, som et svirp, slå sig ned i et stort træ, “som stumper af en eksploderet præst”, skriver Frank Jæger markant. I sydeuropæiske storbyer, fx Rom, kan luften og trægrupperne ved aftenstide være opslugt af et inferno af stærelyd. Stærens fornøjethed er i Thorkild Bjørnvigs digt “Ahorntræet” (slutdigt i Figur og Ild, 1960) udskiftet med et større begreb: Fryd; en stæreflok optænder det gule ahorntræ med jubel, fylder kronen med “ekstatisk Skrig, hør Træet synger, / Tunger af Ild, Struber af Ild, / Jordskælv af Lyd, En Salighed / saa Luften flammer”, og da flokken forlader træet, brænder det stadig “af indre Sol”. En anden intens beskrivelse giver Klaus Rifbjerg i essayet fra 1994, “Da stærene kom” (trykt i Hvordan har vi det så i dag?, 2006), igen med fokus på dens opladthed og livsaktivitet, og med en ny markant metafor, når en vældig flok slår sig ned i en høj eukalyptus, “så den ser ud til at være ferniseret ind i levende, sort lak.”

“Stærekassen” er – ud over at være en kasse til en stærefamilie – navnet på et kgl. skuespilhus og på kvindens gravide mave (“at have stær i kassen”).