Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slange

Oprindelig forfatter FSte

 SLANGE Drageagtig ouroboros af Lucas Jennis i “De Lapide Philosophico”, 1625. Den bider sig selv i halen og får derved samme evighedssymbolik som ringen.

SLANGE Drageagtig ouroboros af Lucas Jennis i “De Lapide Philosophico”, 1625. Den bider sig selv i halen og får derved samme evighedssymbolik som ringen.

Slange. Synet af eller forestillingen om en slange vækker skrækblandet fascination og afsky hos mange mennesker, men som symbol er slangen ikke entydigt negativt opfattet. Den kan være knyttet sammen med jord/underverden og vand og dermed frugtbarhed eller død. Den kan være opfattet som en fallos, eller den kan knyttes til et orakelvæsen, fx i Delfi, og til lægekunst; i græsk mytologi er lægekunstens guds, Asklepios', attribut en stav, hvorom en slange snor sig. Også i vore dage finder der slangekult sted, bl.a. hos hopierne.

Slangen kan have kosmiske dimensioner. Som tegn på evigheden eller genfødsel kan den bide sig selv i halen (se Ouroboros); som en kaosmagt, et havuhyre, kan den binde hele verden og skal dræbes af en dæmonbekæmper. Nævnes kan bibelske Leviathan, som Jahve betvinger, nordiske Midgårdsormen, som Thor tager livtag med, den delfiske Pytho, som Apollon bekæmper, og indiske Vritra, som Indra tager sig af. Der er både i myter og i folkedigtning glidende overgange mellem slanger af denne størrelse og drager.

I de indiske religioner er de positive aspekter ofte fremherskende: Slanger, nagas, kan vogte skatte, de kan være guders hvilested, fx er en verdensslange guden Vishnus leje, og de kan i yogaformer være kundalinikraften, det kvindelige element, der som en slange vil stige gennem stadier, chakraer, gennem krop og sjæl og kosmos. I Kina indgår slangen som dyrekredsens femte symbol. I det præcolumbianske Mexico er den centrale gud Quetzalcoatl blandet af fugl (quetzal: en grøn fugl) og slange (coatl), dvs. af jord og himmel; i Mexico Citys byvåben vises en ørn, der holder slanger i kløerne. Slangen spiller en hovedrolle i de australske aborigineres myter og riter; Djanggawul kaldes regnbueslangen, ophav til alt vand.

Annonce

 SLANGE Laokoon-gruppen, en statuegruppe fra 1. årh. f.Kr., er et af Vatikanmuseernes klenodier, skønt nogle betvivler dens ægthed. Den har haft stor betydning for vores opfattelse af antikkens kunst. Laokoon var en trojansk præst, som under en offerhandling i forbindelse med begyndelsen af den trojanske krig sammen med sine to sønner blev kvalt af to slanger. Begivenheden blev tolket som et varsel.

SLANGE Laokoon-gruppen, en statuegruppe fra 1. årh. f.Kr., er et af Vatikanmuseernes klenodier, skønt nogle betvivler dens ægthed. Den har haft stor betydning for vores opfattelse af antikkens kunst. Laokoon var en trojansk præst, som under en offerhandling i forbindelse med begyndelsen af den trojanske krig sammen med sine to sønner blev kvalt af to slanger. Begivenheden blev tolket som et varsel.

Skønt nordboerne ikke har haft meget konkret kendskab til (større) slanger, myldrer det med “orme” i mytologien. Der er slangebilleder på bronzealderens helleristninger. I form af Midgårdsormen antager slangen kosmologisk størrelse; den når hele vejen rundt om Jorden. Odin forvandler sig til en slange for at møde jættedatteren Gunlød – og måske nok så meget få fat på skjaldemjøden, som hun vogter. Loke straffes ved, at slanger drypper gift ned i hans hoved; han pines derved, så hele Jorden ryster. Regnar Lodbrog ender sine dage i en slangegård, i en skildring der er værre end den værste horrorfilm.

I den bibelske syndefaldsmyte, 1. Mos. 3, optræder slangen som en listig frister, der får Eva og siden Adam til at gøre oprør mod Jahve. Forskere mener dog, at opfattelsen her af slangen som selve Satan er skabt i polemik mod den kanaanæiske religion, hvor slangen var et centralt frugtbarhedssymbol. Man kan også dreje tolkningen og mene, at det er slangen, der gør mennesket til mennesker: Myten drejer sig om menneskets vilkår som bevidst skabning, indfældet i tid og rum, udkastet af den dyriske evighed, med døden som vilkår og derfor seksuelt væsen, et kulturelt, tænkende og følende, selvstændigt handlende væsen, stadig med natur i sig og med paradisdrømme og evighedslængsel. Alt det afstedkommer slangen, “ormen der var træskere end de andre dyr”, med sit udsagn om, at Adam og Eva ikke skal dø ved at spise af Kundskabens Træ; nej, måske ikke øjeblikkeligt, men engang – det siger den jo ikke noget om.

Syndefaldsmotivet er udnyttet gang på gang i litteratur og billedkunst. En enkelt variant med en hugorm skal nævnes: I Klaus Rifbjergs roman En hugorm i solen, 1974, bliver en hugorm under børns ophold i et sommerhus et tegn på, at barndommens paradistid er forbi.

 SLANGE Slangegudinde fra Knossos-paladset på Kreta, statuette fra ca. 1600 f.Kr. Er blevet tydet som en chthonisk gudinde, knyttet til jorden, idet slange og jord ofte forbindes.

SLANGE Slangegudinde fra Knossos-paladset på Kreta, statuette fra ca. 1600 f.Kr. Er blevet tydet som en chthonisk gudinde, knyttet til jorden, idet slange og jord ofte forbindes.

Slangen som vogter af en skat eller som kaosskaber kan have i hvert fald tre dimensioner: en individuel, en for en mand og en kvinde sammen og en kollektiv. Den kollektive ses fx i sagnet om orm og tyr (som også udnyttes af Martin A. Hansen i Orm og Tyr, 1952): Her har en kæmpemæssig orm (det gammeldanske ord for slange) lagt sig om et sogns kirke, dvs. kaos er opstået, men kosmos genindføres ved, at hele sognet som kollektiv og solidarisk handling opføder en tyrekalv til kamp mod den. Den tosomme situation har med kærlighed og seksualitet at gøre: i folkeventyret “Kong Lindorm” (“lind” betyder smidig, bugtende) er kongen forvandlet til en lindorm, dvs. han er ren brutal dyriskhed og splitter den ene brud efter den anden ad på bryllupsnatten; men en fattig pige elsker ham oprigtigt og forløser hans kærlighed; han skyder direkte ni slangehamme og ligger til sidst som en nyfødt i hendes arme. Den individuelle ses i en lang række tekster, primært udtrykt i drømme; som eksempel i stort format står Jan Kjærstads romantrilogi om Jonas Wergeland, 1993-99; heri spiller en slangedrøm en stor rolle: Den er klassisk og psykoanalytisk formet som en jagt efter Selvet i det dybeste ubevidste, hvor en slange vogter en skat og antager karakter af en verdenscirkel og samtidig er knyttet sammen med eros og vel også chakra-forestillingen. Titlen på en roman af Henrik Stangerup, Slangen i brystet, 1969, spiller på talemåden “nære en slange ved sin barm”, og bogen har et motto af Karl Marx om selvforagt som en slange.

Ifølge Ole Vedfelts Drømmens dimensioner, 2007, er slangedrømme blandt de hyppigste drømme; i en undersøgelse havde næsten en fjerdedel drømme om slanger.

“Slange” kan overført bruges om fx utroværdighed og modarbejde (“sådan en slange”, “nære en slange ved sit bryst/sin barm”, “slangen i paradis”, “listig som en slange”), noget der ligner en slange (en kø ligner en slange, en serpentine, hun lå og slangede sig). En “slangetæmmer” er en orientalsk gøgler, der spiller på fløjte og får en slange til at bevæge sig. I folketroen er det ellers slangen, der kan tæmme, forstene med sit blik, som det udnyttes i myten om Medusa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: slange i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426674

Artiklen slange er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk