ravn

Ravn, symboliserer i europæisk litteratur ofte det negative: den er uren, sort og kædet sammen med død, ådsler og synd. Dog har Odins to ravne i den nordiske mytologi en dobbeltfunktion: De hedder Hugin og Munin, dvs. Tanken og Erindringen, symboler på Odins evne til at bevæge sig gennem tid og rum; han sender dem ud om morgenen som sorte “spioner”, og de lander hver dag igen flagermustyst på hans skuldre for at hviske ham alverdens nyheder i ørerne. Men samtidig er de dødsfugle for dødsguden Odin, der også kaldes Ravneguden. Flere myter og legender, fx en græsk, fortæller, at ravnens fjer oprindelig var hvide, men at fx Apollon straffede den og gjorde dem sorte. I en række ikke-europæiske kulturer kan ravnen have positiv symbolfunktion, forbundet med skabelse og Solen (dens glitrende fjer), og med klogskab og sandsigeri. Ravne giver profeten Elias føde (1. Kongebog 17,6) og ligeledes til en række eremitter i den tidlige kristne tradition.

I den folkelige overlevering i bl.a. Danmark er ravnen en ulykkesfugl. Forsømte børn har en “ravnemor”, og man kan “stjæle som en ravn”; en “natteravn” bevæger sig i den bælgsorte nat eller holder ud ved et selskab; en “ravnekrog” er en afsides beliggende flække. Et motiv i folkedigtningen er Valravnen, bl.a. titel på en folkevise, en mand, der forvandlet til en ravn kun kan forløses ved at drikke et drengebarns blod. Ordet “val” kan betyde “de faldne”, jævnfør valplads og valkyrier, men “valravn” er også, noget usandsynligt, blevet tydet som “mande-ravn”, som en parallel til fabeldyret varulven, der betyder “mandeulv”. Det er også blevet foreslået, at “valravn” er en misforstået form af “den vilde ravn”. Ulyksaligt lyder det i visens omkvæd: “Ravnen han flyver om aftenen, / om dagen han ikke må (dvs. kan), / og denne skal have den kranke lykke, / den gode ikke kan få.” Nogle har ment, at visen “Germand Gladensvend” også handler om en valravn, og Oehlenschläger kalder sin gendigtning af visen “Valravnen”, 1803. Der er dog også eksempler på, at ravne har en positiv funktion i folkelitteraturen, fx i Grimm-eventyret “Den trofaste Johannes”, hvor tre ravne taler til ham om, hvordan han skal undgå farer, og hvordan han skal hjælpe sin konge.

Det er de dystre sider af fuglen, der udfoldes i E.A. Poes digt The Raven, 1845, og i Th. Bjørnvigs store stjernebilleddigt Ravnen, 1968. En stor fortælling af Herman Bang hedder “Ravnene”, 1904. I J.P. Jacobsens moderne havfruedigt “Marine”, 1875, bruges metaforen “Haarets ravnsorte Sky'r”. I islandske Kristin Marja Baldursdóttirs roman Karitas uden titel, 2004, bekæmper hovedpersonen i en intens scene to ravne “på størrelse med store katte”; at hun bekæmper dem, viser hendes overtro: at de er ulykkesbebudere.

Se også krage.