påfugl

Påfugl, symboliserer opstandelse, evigt liv, Solen (især dens opgang), himmelhvælving og stjerner, øjne, skønhed og pragt, men også forfængelighed og hovmod. Det er især dens halefjers vifteform og “øjne”, der har medført symbolikken.

I både Indien og Kina er den solsymbol. Gudinden Sarasvati rider på en påfugl, og guden Indra sidder på en påfugletrone. I Kina er den primært forbundet med værdighed og skønhed, en pragtfugl man holdt i haver, en skik der har bredt sig til Vesten. Barmhjertighedens gud i buddhismen, Avalokitesvara, har påfuglefjer som attribut.

I græsk mytologi er den kædet sammen med stjernehimlen og gudinden Hera; hun satte argusøjnene på dens hale. I oldkristen kunst er den sammenkædet med Kristus, opstandelse, forårets fornyelse og den alvidende gud eller altseende kirke (de mange øjne “ser” alt). Ligesom evangelisterne forbindes den med de fire “levende væsener” med øjne både for og bag, der skildres i Ezekiel kap. 1 og Johs. Åb. kap. 4. I islamisk kunst betyder to påfugle med front mod hinanden ved det kosmiske træ “tohedens enhed”.

Påfuglehannen er så prægtig, at dens symbolbetydning let vender sig mod det for prangende. En blærerøv af dimensioner skildres i Laxdæla Saga; han omgiver sig med pragt og udstyrer bl.a. sit ildhus med fornemme, mytologiske malerier på vægge og loft; han hedder Olaf og får tilnavnet “På”, dvs. påfugl.

Se også fasan og agerhøne.