myre

Myre, symboliserer flid, orden og arbejdsomhed (“myreflittig”) og kollektivitet og underordning. I nogen grad har myren dermed nogle af de samme symbolværdier som bien. I hinduismen og buddhismen er den dog symbol på blind og nytteløs geskæftighed. I Dogon-folkets myter (i Mali) bruger skaberguden en myretue til at skabe verden af.

Myresyren gør, at myrerne i barnesprog ofte kaldes “tissemyrer”, og at man kan få “myrekryb”, dvs. en stikkende smerte, eller at man væmmes. Myretuens mylder af liv kan bruges overført om sted, fx en storby, med masser af mennesker, og en “lille myre” eller “et lille myr” kan bruges om et menneske set på lang afstand eller om lille person, gerne et (kært) barn.

I Ordsprogenes Bog 6,6 i GT står der: “Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vis” (tidligere oversættelse: Gak til myren og bliv viis). Det kan man ikke hævde, at nogle drenge bliver i Sigurd Hoels roman Mødet ved milepælen, 1947: De sætter ild til en myretue som et symbol på bogens hovedtema nazismen (det kliniske, følelsesløse eksperiment). I Liza Marklunds roman Sprängaren, 1998, leger et barn både Gud og Satan ved en myretue: giver sukkerknalder og ødelægger tuen med en pind; hun ender med at få krible-krablende mareridt og opleve, at hun jo selv er som en myre i forhold til tilværelsens iboende meningsløshed. I Ole Sarvigs store digtkreds 1943-52 er myrer og andre insekter symbol på det, der nedbryder fx huse (“insektfolkets / skraben mod væggene, (...) / som om hundrede aar / har levet huset til aske”). Titlen på Johannes Møllehaves erindringsbog fra 1975, På myrens fodsti, er et citat fra Johannes Ewalds digt “Til Sielen”, hvor det bruges om sjælens situation som falden og jordisk; hos Møllehave bruges billedet om det at se tingene “skråt nedefra i barnets perspektiv.”