Kamæleon, øgle, hvis evne til at skifte farve har medført, at begrebet “kamæleon” kan bruges om en person, som er medløber og opportunist, skifter adfærd og meninger i forhold til omgivelserne. I sine erindringer kalder Oehlenschläger sin digterkonkurrent Jens Baggesen “et Kamæleon, som laante sin Farve af sin Omgivning”. Kamæleonen kan endvidere stå som symbol for kamouflage og forvandling (metamorfose). I kristendommen kan den symbolisere Satan, der kan forklæde sig. En figur i nordisk mytologi, Loke, er om nogen “kamæleonisk”, en decideret forvandlingskugle. Andre egenskaber ved kamæleonen, som kan bruges symbolsk, er dens langsomhed, dens øjne, der kan bevæge sig uafhængigt af hinanden, og dens lange tunge, som den kan skyde med.

Kamæleonen optræder ofte i afrikanske myter, som kulturhero, som regnmager og som formidler mellem himmelguder og menneskene. En myte beretter, at kamæleonen pga. sin langsomhed ikke når frem med et positivt budskab om, at menneskene skal leve evigt, men overhales af fx et rapfodet firben, en fugl eller en slange, der bringer budskab om døden og begravelsesriter. I nogle afrikanske kulturer opfatter man den som farlig og holder sig på afstand, skønt den er ganske uskadelig for mennesker. Hos pygmæerne fortælles det, at den deltager i skabelsen af mennesket.

Se også øgle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig