Falk, Falk. Ligesom ørnen er falken knyttet til himlen og Solen og står sammen med høgen som sindbillede på den hårde politiker i modsætning til fredens due.

I egyptisk mytologi blev solguden Horus afbildet i falkeskikkelse eller med falkehoved og menneskekrop; også Ra symboliseres af en falk. I de indiske Veda-tekster sammenlignes Solen ofte med en falk. I nordisk mytologi har gudinden Freja en falkeham, som hun lånte ud til Loke, engang han skulle besøge jætterne.

I en opskrift af folkevisen “Jomfruen i fugleham” fortrylles en jomfru til en falk, der kun kan frelses ved at spise råt kød, så hendes fæstemand skærer en “brad” af sit bryst; falken spiser den og bliver atter den “skønneste Jomfru”. I Karen Blixens “Skibsdrengens fortælling” (Vintereventyr, 1942) redder skibsdrengen Simon om bord på et skib i Middelhavet en vandrefalk, føler et slægtskab med den: “Den Falk er ligesom jeg”, men da den er blevet fri, hugger den ham i fingeren, så blodet flyder; motiver fra denne indledning til fortællingen varieres senere i teksten. Den norske forfatter Erik Fosnes Hansen debuterede 1985 med romanen Falketårnet, der foregår i middelalderen og handler om en riddersøn, der kan tale fuglenes sprog. Falkens radarblik kaldes i Rifbjergs digt “Jagtfalk” i Voliere, 1962, malende “fyrtårnsøjet”.

Indtil 1948 indgik Islands nationalfugl, vandrefalken, i Danmarks store rigsvåben.

Falck-koncernens logo er – naturligvis – en falk. Falkoner Allé og centret på Frederiksberg er opkaldt efter falkejagtens jæger og plejer, en falkoner. At have et “falkeblik” betyder at kunne se meget skarpt, og “Falkeøje” kan være indianernavn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig