edderkop

Noget smukkere syn end de glitrende edderkoppespindelvæv en dugfrisk sensommermorgen er vanskeligt at forestille sig. Forunderligt er det også, at edderkoppen skaber vævetskomplicerede og evigt forskellige mønster så at sige ud af sig selv. Men spindene er fangstredskaber, for at den sidenhen kan giftdræbe og fortære fluer og andre insekter. Navnet edderkop betyder “giftstof” (edder) og “bæger”, “hoved” eller “noget tykt og opsvulmet” (kop). Den hyppige korsedderkop rummer symbolsk en dobbelthed: Dens rygkors er både frelsens og dødens tegn, nok mest det sidste.

Edderkoppen er sammen med slangen og hajen hyppigt forekommende som uhyggedyr i drømme. I overført betydning er en “edderkop” en bagmand, en, der styrer begivenhederne og holder sine ofre fanget i et “edderkoppespind”. En dansk kriminalsag i efterkrigstiden om sortbørshandel kaldtes Edderkoppesagen, fordi det kunne påvises, at der var en bagmand, der trak i alle trådene; sagen inspirerede Hans Scherfig til romanen Skorpionen, 1953. Fru Junkersen i Klaus Rifbjergs roman Den kroniske uskyld, 1958, sammenlignes med en altfortærende edderkoppehun, der samler balsamerede fluelig omkring sig.

Men i religioner og folketro kan edderkoppen også være positivt opfattet. Den bringer lykke, velstand, regn, og den beskytter mod stormvejr. Som et sådant lykketegn optræder den også i børnesangen “Lille Peter Edderkop”. Den er skæbnens væver, kædet sammen med hele kosmos, med verdens centrum, med månegudinder og med årets og tidens gang.

Hos naturfolk optræder den ofte som et urtidsvæsen, som trickster, kulturbringer eller demiurgisk skaber. Hos ashanti på Guldkysten fortælles det, at alle mennesker stammer fra en stor edderkop. I nordamerikanske indianermyter kan hunedderkoppen nedstamme fra Månen og være gift med en solmand.

Eller den kan bruges som amulet mod vind og regn.

I hinduistisk mytologi sammenkædes den med forestillingen om maya, denne verdens blændværk, illusionens slør, der skjuler den sande virkelighed; maya væves af edderkoppen, der dog også kan opfattes som skaber, idet den kan væve tråden ud af sin egen substans.

En græsk myte, gengivet i Ovids Forvandlinger, beretter, at håndværksgudinden Athene var jaloux på den fornemme vævning, som den unge pige Arachne (“edderkop”) skabte. Derfor skabte hun Arachne om til det værste dyr, hun kunne forestille sig, edderkoppen. “Araknofobi” er et begreb i psykologien med betydningen skræk for edderkopper.

Om Sankt Norbert, fra 1100-tallet, grundlægger af klosterordenen præmonstratenserne, fortæller en legende, at han engang under nadveren opdagede en giftig edderkop i altervinen, men at han dog drak vinen, og at der intet skete ham. Derfor ses han afbildet med en kalk med en edderkop i. I kristendommen symboliserer edderkoppen i øvrigt ondskab og udsugning, og spindelvævet det kortvarige og ubestandige.

Se også spind og væv.