delfin

Delfin, havpattedyr (tandhvalfamilien), der i græsk-romersk mytologi og i kristen billedkunst symboliserer en frelser. Det har baggrund i historier om, hvordan delfiner har hjulpet søfolk i nød. I græsk mytologi fører delfinen på sin ryg de afdødes sjæle til de saliges frelsessted, og den er knyttet til Apollon i Delfi; Delfi er et helligsted, hvis navn synes i familie med delfin (“livmoder”); ifølge en legende forvandlede Apollon sig til en delfin for at føre indbyggere fra Kreta til Delfi, og de opførte dér et tempel. Delfinen var også attribut for Poseidon og Afrodite, der begge var født af havet.

I tidlige kristne mosaikker kan frelsen symboliseres ved delfiner. Kristus kan kaldes “den frelsende delfin”, og den korsfæstede Kristus kan symbolsk fremstilles som en delfin på et anker. Dette motiv er oprindelig klassisk, brugt på bl.a. sølvmønter i romersk kejsertid. Motivet har endvidere ganske stor udbredelse også i dag, fx som bomærke (logo) for Aarhus Universitet 1934.

Det intelligente, kunstfulde og kærlige dyr, der springer og leger så yndefuldt, er populært som udflugtsmål til havs, i zoo eller i selvstændige såkaldte delfinarier.

I dansk litteratur er Delfinen titlen på en samling “miljødigte 1970-75” af Thorkild Bjørnvig, og et digt slutter:

lad os regne den springende delfins fuldendte kurve henover havfladen for et tegn og af en betydning som regnbuen i sin tid, et løfte om livets beståen.

I Johannes Ewalds store digt “Til Sielen”, 1780, bruges billedet af “en springende Hval mod Solen” for sjælens trang til at stige mod sit guddommelige ophav. I Uffe Harders smukke digt “Græsk dag”, 1960, symboliserer de springende delfiner morgen, ungdom og glæde.

Se også fisk og hval.