Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

døgnflue

Oprindelig forfatter FSte

døgnflue, “Døgnfluen aner ved en blaa Violrand / det Evige”, hedder det poetisk-filosofisk i et digt, “Tordenbygen”, 1912, af Thøger Larsen. Selv den kortestlevende skabning kan pga. intensiteten i sansningen og livslysten smage en bid af evigheden.

Døgnfluer er dels en orden af meget kortlevende insekter, dels et symbol på det flygtige, kortvarige, betydningsløse og modeprægede: En melodi kan være en “døgnflue” eller en “evergreen”; en trend i tiden kan nøjes med at blive en “døgnflue” eller måske udvikle sig til en skelsættende isme.

I H.C. Andersens eventyr “Det gamle Egetræs sidste Drøm”, 1858, modstilles døgnfluens korte, men lyksalige liv med egetræets 365 år; døgnfluen er ligeglad med, om egetræet har tusinder af dage, når den selv blot kan have tusinder af øjeblikke; da alt alligevel skal forgå, er det vel lige så godt at have øjeblikke som at have timer, tænker den.

Annonce

Se også tid, carpe diem og evighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: døgnflue i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425833

Artiklen døgnflue er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk