agerhøne

Agerhøne, Den lille hønsefugl, der er i familie med bl.a. fasanen, har ikke nogen væsentlig symbolfunktion. Et par gange bruges den som sammenligning i GT, 1. Sam. 26,20: “ligesom man jager en agerhøne i bjergene” og Jer. 17,11: “Som en agerhøne, der ruger på æg, / den ikke har lagt”.

I dansk litteratur rager et eksempel op. I Martin A. Hansens titelnovelle fra samlingen Agerhønen, 1947, møder en fattig familie underet, da en agerhøne en stormnat flyver mod deres husdør og bereder dem et “Haabets Festmaaltid”. “Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle.” Fuglen kaldes her “Markens Hemmelighed”, og tolkes af familien som et religiøst mysterium, et kristuslignende offer, nadversymbolik i helt konkret forstand.

I Helle Helles novelle “Fasaner” fra Rester, 1996, spilles der mangetydigt på intertekstualitet med “Agerhønen”. Novellen slutter med, at en besøgende hos en kvinde efterlader en fasan på hendes trappetrin: “På trappetrinet ligger en fasan, dyngvåd. Som om den er druknet efter sin død.” Kvinden skildres som ensom, og måske er mødet med den fremmede og fuglen en ny begyndelse eller måske tværtimod hendes endegyldige forskansning. Under alle omstændigheder er det religiøst-underfulde ved fuglen fløjet hos Helle, men ikke det komplekst symbolske.