vindue

Vindue, ordet betyder “vind-øje”, og på en måde er vinduet husets øje, og symbolsk forbundet med udsyn, overgang mellem inde og ude, trygheden inde eller et lille glimt af den store verden. I romantikken var vinduet et gængst motiv i biedermeierpræget malerkunst, en idyllisk og betrygget lilleverdens åndehul for blomster, lysindfald og fantasier. Vinduet er kontaktpunktet til den ydre verden, intimsfærens skæring med socialsfæren. Nyfigenheden og samtidig fordæktheden i en småborgerlig verden ses i udvidelsen af vinduet til også at rumme fx et gadespejl, hvor man snyder sig til at færdes ude på gaden – rent optisk.

Vinduet hedder et norsk litterært tidsskrift (siden 1947), der har lagt vægt på netop udsyn, bl.a. formidling af udenlandsk litteratur. I Ole Sarvigs forfatterskab er huse et centralt symbol for menneskelig isolation, og ofte skildres vinduerne / øjnene / sjælens spejl som blinde; vinduerne kan være uhyggelige “kors- og krydsøjne”; husene stirrer tomt frem for sig, og jeget i digtene er selv et kulturkriseramt “jeg-hus”.

I religiøs symbolik er et vindue en kanal for det guddommelige lys, således som det arkitektonisk udnyttes i fx en række kirkers farvede glasruder.

Vinduet er også stedet, hvor den elskede ses i glimt og tilbedes i ord og toner af elskeren foran huset, en klassisk troubadourscene: “Katinka, Katinka, luk vinduet op”.

Se også spejl og glas.