Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vindue

Oprindelig forfatter FSte

vindue, ordet betyder “vind-øje”, og på en måde er vinduet husets øje, og symbolsk forbundet med udsyn, overgang mellem inde og ude, trygheden inde eller et lille glimt af den store verden. I romantikken var vinduet et gængst motiv i biedermeierpræget malerkunst, en idyllisk og betrygget lilleverdens åndehul for blomster, lysindfald og fantasier. Vinduet er kontaktpunktet til den ydre verden, intimsfærens skæring med socialsfæren. Nyfigenheden og samtidig fordæktheden i en småborgerlig verden ses i udvidelsen af vinduet til også at rumme fx et gadespejl, hvor man snyder sig til at færdes ude på gaden – rent optisk.

Vinduet hedder et norsk litterært tidsskrift (siden 1947), der har lagt vægt på netop udsyn, bl.a. formidling af udenlandsk litteratur. I Ole Sarvigs forfatterskab er huse et centralt symbol for menneskelig isolation, og ofte skildres vinduerne / øjnene / sjælens spejl som blinde; vinduerne kan være uhyggelige “kors- og krydsøjne”; husene stirrer tomt frem for sig, og jeget i digtene er selv et kulturkriseramt “jeg-hus”.

I religiøs symbolik er et vindue en kanal for det guddommelige lys, således som det arkitektonisk udnyttes i fx en række kirkers farvede glasruder.

Annonce

Vinduet er også stedet, hvor den elskede ses i glimt og tilbedes i ord og toner af elskeren foran huset, en klassisk troubadourscene: “Katinka, Katinka, luk vinduet op”.

Se også spejl og glas.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: vindue i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426916

Artiklen vindue er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk