Søjle, forbindes med støtte og understøttelse, med visdom og i kosmologi med verdensaksen, der som en støtte eller pille (“støttepille”) går gennem hele universet. Søjler, ofte parvis, bruges som central arkitektonisk og symbolsk udsmykning og støtte i bygninger og kan også antage karakter af obelisk. I den bibelske skabelsesmyte ses det, at man har forestillet sig, at hele kosmos var grundfæstet med søjler i urhavet, og kun Jahve kunne rokke disse grundstøtter (Job 9, 6). I græsk mytologi findes Herakles' søjler ved overgangen mellem den beboede verden og oceanet, og han hjælper – og narrer – himmelhvælvsbæreren Atlas. Søjler i tempel og palads låner kosmisk symbolik, fx i Jerusalems Tempel, hvor to søjler var navngivne som Boaz, Styrken, og Jakin, Opretteren. Et tegn på kaos er det, da den blinde Samson nedbryder søjlerne i filisternes Dagon-helligdom, Dommerbogen 16, 23ff. På israelitternes vandring i Sinais ørken førte Jahves ildeller skysøjle folket, 2. Mos. 13, 21-22.

Også personer, abstrakte begreber som visdom og centrale fænomener i religiøs praksis kan kaldes søjler. I islam er De 5 Søjler fundamentet i den religiøse praksis: bekendelse, bøn, almisse, faste og valfart. Paulus kalder de ledende disciple for “søjler” (Gal. 2,9), og i “Ordsprogenes Bog” 9, 1 symboliseres Visdommen ved Syv Søjler, jævnfør også titlen på T.E. Lawrences bog om en færd i Arabien, Visdommens Syv Søjler, 1926, hvor ørkenen er stedet for visdomsindsigt. At vandre i en helligdoms eller et palads' søjlegang er en klassisk lære- eller diskussionssituation, for filosoffer og religiøse lærere og deres discipelkreds, jævnfør fx at den filosofiske retning stoicismen har navn efter det græske ord for søjlegang, stoa. En særlig monumental søjlegang er bygget omkring Peterspladsen i Rom, med raffinerede optiske virkninger, fx så det i nogle vinkler kan ligne en sammenhængende mur. Nævnes skal også de kvindelige søjlebærere, karyatiderne, på det lille Erechteion-tempel på Akropolis i Athen. I de antikke templer anvendtes særlige “søjleordener”, fx dorisk og jonisk, som suppleret med andre har påvirket søjler og søjledekoration op til vore dage.

En ejendommelig religiøs-asketisk praksis har nogle munke udfoldet som “søjlehelgener”, styliter, i Syrien i tidlig kristen tid; formålet med at sidde på en søjle var, ud over det asketiske, bodsprægede, at være Gud nær, at være løftet op. Den kendteste er Simon Søjlehelgen, hvis søjle siden dannede “fundament” for et anlæg af en kirke.

Se også verdensakse, træ, obelisk, pæl og ørken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig