steder

Steder, Steder. I slutningen af Jens Christian Grøndahls roman Lucca, 1998, træder titelpersonen, den blinde italienske kvinde Lucca, ind på den toscanske by Luccas centrale sted, en elliptisk plads omgivet af gulkalkede, sammenbyggede huse. I romertiden et amfiteater, en arena, siden markedsplads og i dag turisternes caffe latte-sted. På denne underskønne piazza siger hun til sin ledsager, lægen Robert, at hun sagtens selv kan finde vej. Scenen er mangetydig: Måske har hun fået synet tilbage, måske smelter hun sammen med byen med det samme navn, forsvinder, imploderer og bliver selve den svimlende skønhed på pladsen, måske er pladsen en livmoder, hvorfra hun skal genfødes, måske er Lucca stedet, hvor romanen slutter.

Mange børn foretager på et tidspunkt en skriveproces med lag på lag af udvidende placering af sig selv i forhold til steder: Jeg er NN, bor i “Skovly”, på Y-gade, i X-købing, på Sjælland, i Danmark, i Europa, på Jorden, i Universet. Selve navnet er et sted, en identitet, en krop, og skriveprocessen kombinerer mikro- og makrokosmos' steder, er en slags skabelse: Her er jeg, centrum i Verden, og relateret til det mindste og det største. Kvinden Lucca foretager så at sige den omvendte proces, forsvinder i sin mor igen, mens barnet i fantasien foretager en gigantisk ekspansion, kvantespring fra sted til sted.

Denne artikel vil i øvrigt få karakter af at samle og henvise til en lang række opslagsord.

Et græsk ord for sted er topos, jævnfør også ordet topografi, og et latinsk er locus, jævnfør ord som lokalitet, lokomotiv (“(en maskine,) der bevæger sig fra stedet”) og lokum (opr. en akkusativform, der angiver retning, “ud på stedet”). Som litterære begreber bruges loci cummunes (“almindelige steder”, dvs. indlysende, slidte, banale talemåder) og locus cogitans (“tankens sted”, dvs. det “sted”, der er en periodes vigtigste symbol, fx forum i romertiden).

I perioder synes det vigtigste stedssymbol nærmest at være utopien, egl. “et sted, der ikke er”. Udbredt i religioner og kulturer er fantastiske og metafysiske steder, som kan ligge både i fortiden og fremtiden, fx paradis, himmel og helvede, Atlantis, Slaraffenland, De Saliges Ø(er). Disse steder kan tage farve af konkrete jordiske steder, og konkrete jordiske steder kan farves af forestillingerne. Der kan fx være tale om livet på landet over for byen (land og by, natur og kultur), som udstyres med paradisdrømme: en idyl, et Arkadien, et liv blandt hyrder; ørkenen over for oasen; vildmarken (se vild og tam, Det Vilde Vesten). Haven og parken, den zoologiske have, museet er eksempler på fri-steder og kategoriserings-steder for det moderne menneske, der kan drømme eksotisk, føle kontakten med naturen og fornemme, at det til stadighed – som Adam og Eva i Edens Have – giver alting navn, og som Noa i Arken tager vare på alle dyrene. Skoven og stranden udnyttes i nutiden som centrale fristeder.

Religionerne har helligsteder og -domme, steder der er fyldt med særlig helligkraft og som omgærdes af tabuer. Ofte opfattes disse steder og bygninger som kopier af den himmelske region eller af hele kosmos; hellige bjerge kan tolkes som gudens/gudernes bolig. Gravsteder, kirkegårde, mausoleer er kontaktpunktet mellem levende og døde, og de døde kontaktes ofte i en fast, rituel praksis (se gravskikke, pilgrim). I romantikken var kirkegården et centralt symbolsted, for kontemplation og også for den mere gysende gåsehudslitteratur, og gravhøjen var et synligt tegn på sammenhængen med de forne slægter.

Byen, storbyen, metropolis, er blevet det moderne menneskes sted. Oprindelig afskærmede byen med sin mur, borg, befæstning fra den farlige vildmark; men i nutiden fornemmes storbyen ofte som en jungle, man kan fortabe sig i. Storbyen er dog også oplevelsernes, tempoets, energiens sted. Centralt i byen ligger næsten altid en plads. Det har der “altid” gjort, og pladsen i dens forskellige afskygninger kan kaldes adskillige perioders centralsymbol: den græske agora, det romerske forum, middelalderens kirkeplads, renæssancens rådhusplads, piazzaen, plazaen, torvet. Ofte er marked og gøgl knyttet til pladsen, og der kan i fx Mellemøsten dannes hele basarkvarterer. Skuespil og forskellig slags performance kan få sit eget sted, en scene, et telt, en bygning (se cirkus, teater).

En anden væsentlig plads er kamppladsen. Den kan enten være en regulær krigs sted, slagmarken, eller den kan antage karakter af sted for kappestrid, konkurrence, i en arena eller på en sportsplads, fx et stadion eller en idrætshal (se ridder, sport, Olympiske Lege). De antikke navne overlever, fx kaldes idrætshallen i Aalborg – uden blusel – “Gigantium”. Varianter af steder for handel og underholdning er i vore dage fx stormagasinet, supermarkedet, cafeen eller værtshuset, forlystelsesparken (Tivoli), badelandet og diskoteket.

I adels- og borgerskabsmiljøer er nogle centrale steder paladsets eller slottets sale med ritualiserede middage og danse, salonen og klubben (bl.a. kaffeklubben, diskussionens og eventuelt den borgerlige revoltes sted) og det borgerlige hjems hall og herreværelse, spisestue og pigeværelse; i det røgfyldte herreværelse tronede patriarken i sin stol, og det klamme, spartanske pigeværelse var hushjælpens, “husalfen”s sted. I forældrenes soveværelse tronede et andet centralt møbel, ægtesengen (se seng, søvn). Børneværelsers udstyr viser tydelige kønsspecifikke træk. Arbejdsværelset, studerekammeret og studentens hybel er eksempler på intellektuelle rum. Et hus' eller hjems steder (“hjemstedet”) rummer under alle omstændigheder en række symboler, også af mere statussymbolsk art, jævnfør fx moderne hjems samtalekøkken, alrum, sauna- og jacuzziudstyrede badeafdeling og tidligere tids stadsstue. Nogle hjem har haft både en hyggekrog og en skammekrog. At bo i en hytte kan både være et tegn på idyl og på fattigdom. Loft og kælder repræsenterer bl.a. det afsides og kan have medbetydninger, der minder om steder som grotte, hule og hul.

I hjemmets intimsfære foregår den familiemæssige socialisering og opdragelse. Socialiseringen sker endvidere gennem en række offentlige institutioner: steder som børnehave, skole, gymnasium, universitet og andre læreanstalter, militæret (med kasernen og dens eksercerplads), rådhus, retsbygning, fængsel, alderdomshjem, og gennem arbejdspladsen: fabrikken, kontoret (“kontorlandskab”), forretningen osv.

En grotte eller hule har dobbeltsymbolik: de er dels fortabelsens mulighed, dels genfødslens og meditationens rum. Steder kan symbolisere en tærskel- eller overgangssituation, fx dør og port, en station og en ventesal. Noget, man bevæger sig ad, fx en vej, kan også opfattes som et sted, ligesom de maskiner, der transporterer en af sted, er mobile steder, fx vogn, skib, tog (se lokomotiv!), bil (automobil) og fly.

Det er ejendommeligt at tænke sig, at zoologiske haver, cirkus, Tivoli og en række museer (etnografiske m.m.) er stedfortrædere, steder i stedet for steder. De er kunstprodukter, der samler og fremviser fra mange forskellige kulturer, tider og geografiske steder. I Tivoli mikses nordiske Valhal med orientalske bygninger og kinesisk kvarter med pagode m.m., i et drømmeland, et underholdningens utopia, hvor alle steder er til stede samtidig. En anden måde at skrive sit navn ind i Universet på og vise at ens egen krop og eget hjerte er stedernes sted, centrum, midten. En berømt karikaturtegning af Søren Kierkegaard viser digterfilosoffen som Verdens centrum, stedet hvorom alt drejer sig, i Guds sted, uden at han selv kommer ud af stedet, men vel også som tankens sted.

Se også tid og rum og topos.