Hytte, hytte, kan være symbol for liv i ussel armod, fx i Henrik Pontoppidans skildring af landproletariatets kår i novellesamlingen Fra Hytterne, 1887. Men kan også være stedet for en nøjsom, idyl-søgende og meditativ tilværelsesform, som den fx kendes i buddhistiske munkes praksis; de lever – i hvert fald i perioder – afsides i bjerge og skove med en få kvadratmeter stor hytte som deres “hjem”. En filosof som Martin Heidegger levede også i perioder i en afsides bjerghytte, i Todtnauberg i Schwarzwald.
Prærieindianerne levede i hytter, de såkaldte tipier, med ritualiseret liv omkring bevægelser i forhold til kosmos, fx solens retning og himlen. De havde også hytter til særlige riter, fx soldans-hytten og svedehytten, i den sidstnævnte saunaagtige hytte gennemgik de indviede en renselse og en genfødsel. Den jødiske løvhyttefest, sukkot, fejres til minde om vandringen i ørkenen efter udgangen af Egypten; løvhytten i riten skal minde om den måde, israelitterne boede på under ørkenvandringen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.