Hvælving, forbindes især med himlen, på hvis “hvælving” sol, måne og stjerner bevæger sig. At gå under en hvælving eller bue kan symbolisere indvielse, ny-fødsel, triumf. Hvælvinger indgår som et væsentligt element i mange kirkebygninger. I antikkens Rom var trimfbuer mindesmærker for sejre, og i buen, også i den indre runding, var triumfscener udhugget i relief, fx i Titusbuen scener fra Jerusalems ødelæggelse i år 70. Triumfbuer i antik stil rejses også i nyere tid, bl.a. l'Arc de Triomphe i Paris; en moderne udformning findes i den danske arkitekt J. von Spreckelsens Menneskehedens Triumfbue fra 1989, også i Paris, og i akse med den “gamle”.

Se også dør og himmel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig