fontæne

Fontæne, (af latin fons, kilde), form for vandkunst eller springvand, hvor vand ledes gennem rør og springer i forskelligt kunstnerisk udformede, bassiner. De kan oprindelig være opstået omkring hellige kilder, og deres tilknytning til det hellige ses bl.a. i klostergårde og islamiske haveanlæg, fx Alhambra i Granada.

Rom er en by med et væld af markante fontæner og skal bruges som eksempel. Det er typisk, at de forbindes med mytologiske figurer, fx hav- og flodvæsener som Neptun, Poseidon, nereider og tritoner. På Piazza Navona findes Fontana dei Quattro Fiumi, de fire paradis- eller verdensdelsfloders fontæne, og Neptunfontænen. Ved Quirinalet findes Castor og Pollux og i et gadekryds De Fire Fontæner, bl.a. af to flodguder. Trevifontænen er et kæmpemæssigt udstyrsstykke, opbygget nærmest som en teaterkulisse med mytologiske figurer. Den mere forfinede Tritonfontænen på Piazza Barberini inspirerede den danske digter, Ludvig Bødtcher, langvarigt bosat i Rom, til et berømt digt (1830), “Piazza Barberini”, med strofen:

Granittritonen paa sin Muskelskal Belaver sig paa Dagens Varme, Har hævet sine nøgne Arme, Med Hornet presset til sin Mund, Og henter dybt fra Jordens Grund En vældig Straale op med Bulder, Som overskummer Bryst og Skulder Og ender susende sit Fald.

Også Per Lange blev inspireret af romerske fontæner; i digtet “Fontænen” (Forvandlinger, 1929) ses et fornemt eksempel på hans centrale metaforik omkring “spring” og “fald”. Danske fontæner bruger ligeledes løs af antik mytologi, men karakteristisk er også nordisk mytologi, bl.a. i Gefionspringvandet ved Langelinie, Kbh.

Se også brønd og kilde og vand.