Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dør eller port

Oprindelig forfatter FSte

 DØR/PORT En korridor af torii-porte ved indgangen til shintohelligdommen Fushimi-Inari, Kyoto.

DØR/PORT En korridor af torii-porte ved indgangen til shintohelligdommen Fushimi-Inari, Kyoto.

Dør eller port symboliserer mytologisk, rituelt, bygningsmæssigt og psykologisk dels aflukkethed, dels overgang til ny dimension, at være i en “tærskelsituation”. Den har omtrent samme karakter af passage som en bro. I mange religioner er døren eller porten bevogtet, i myterne ind til gudernes bolig, i konkrete bygninger fx skulpturer ved indgangen til en helligdom. I nordisk mytologi er Heimdal vogteren. I romersk mytologi er Janus dørvogter; han er forsynet med to ansigter, et der vender indad i og et udad fra templet; hans navn betyder simpelthen “indgang”, og måneden januar er opkaldt efter ham. Både indgangen til himlen eller frelsen og til helvede eller fortabelsen er i talrige myter formet som porte, der bevogtes. Indgangen til templer verden over kan være garderet af frygtindgydende, dæmonafværgende figurer, fx drager, løver eller egentlige guddomme. Udtrykket “den snævre port” symboliserer vanskeligheden ved overgangen til fx de dødes land, en slags nåleøje, som sjælen skal igennem.

En særlig markant portform findes i den japanske shintoreligion; her er der ved indgangen til et helligdomsområde ofte flere store porte, torii, med en karakteristisk dobbelt tværbjælke. Torii er enten ubehandlede, eller malede, oftest røde, oprindelig af træ, men i vore dage også af andre materialer. Torii er blevet et centralt symbol for Japan.

Der berettes om Samson (Dommerbogen 16), at han opholdt sig i Gaza, men fjender lå på lur ved byporten. Men ved midnat “stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron.” En fortælling, der i kristendommen har været tydet allegorisk-typologisk: Samson præfigurerer Jesus, der nedbrød Helvedes porte.

Annonce

I kristen mytologi er Sankt Peter vogteren ved himmelporten, udstyret med himmeriges nøgler, som han har fået overdraget af Jesus, der kalder sig “døren”: “Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.” (Johs. 10,9). Også Jomfru Maria kaldes døren, porta coeli, Himmeldøren, fordi Jesus gennem hende trådte ind i verden. I GTs salmer bruges, fx i Sl. 24, billedet af en port, der åbner sig, om folkets modtagelse af Jahve: “Løft jeres hoveder, I porte, / løft jer, I ældgamle døre, / så ærens konge kan drage ind”. Dette motiv overtages af salme 84 i Den Danske Salmebog, “Gør døren høj, gør porten vid!”, hvor “ærens konge” er Jesus og “hjertets dør” er den kristnes åbenhed for det mirakel, at Jesus frelser. I Johs. Åb. 21,21 bruges “perleport” som symbol på indgangene til det ny Jerusalem efter verdens undergang: “De tolv porte var tolv perler, hver af portene var én perle.” Perleporten er titlen på en roman af Erik Aalbæk Jensen, 1964; den foregår i 1939-40 i et landligt samfund med stærk indremissionsk hellighed, men også 2. verdenskrig – og muligheden for at blive “frelst” i nazismens ideologi – spiller med i titlens tærskelsymbol.

Ved indgangen til en kirkegård er der gerne to porte, en lille til almindelig passage ved gudstjenester og besøg på kirkegården og en stor til ligtog ved begravelser. I den ortodokse kirke er der en ikonostase, en væg med ikoner, på overgangen mellem den del af kirken, hvor menigheden opholder sig, og det allerhelligste rum, forbeholdt præsterne; under liturgien får menigheden momentvis et glimt af, hvad der foregår inde bagved, igennem en dør, der symboliserer indgangen til himlen. Peterskirken i Rom har en tilmuret porta santa (hellig dør), der nedbrydes i forbindelse med jubelår, så pilgrimmene kan vandre igennem den, som gik de direkte ind i paradis.

Tærskel- og selvudviklingssymbolikken findes tydeligt i en række folkeeventyr, i døren til det forbudte værelse, i byporten eller slottets vanskeligt passable jernport, forhindringer og muligheder på den lange færd frem mod at blive sig selv, erobrende rum efter rum.

Den amerikanske rockgruppe The Doors (“Dørene”), 1965-71, tog navn efter en psykedelisk klassiker, Aldous Huxleys bog The Doors of Perception, 1954 (“Erkendelsens døre”), hvor Huxley udforskede ukendte sjæleområder gennem brug af euforiserende stoffer. Gruppen fremtrådte syret, rå og voldsom og med apokalyptisk budskab. En erindringsbog af den danske forfatter J. Anker Larsen hedder For aaben Dør, 1926, hvor døren er symbol for de højere, mystiske bevidsthedstilstande, der tolkes som kernepunkter i hans liv.

Ved indgangen til en by har der fra tidlig tid været porte i en bymur; inde bag porten eller i selve portrummet kan der have været marked eller samlingsplads, evt. med domstol. Det er denne betydning og porten som kontaktpunkt til det guddommelige, der spilles på i oldtidsnavne som Babel (“Gudernes Port”) og Babylon (“Gudens Port”) og i en profettitel fra nyere tid, Bab (“Porten”), en iransk profet, der i 1844 stiftede religionen babismen, som senere udviklede sig til bahai-religionen.

Intakte antikke byporte findes endnu i fx Rom; navnene på de københavnske bydeles porte, Nørreport, Østerport, Vesterport, har overlevet til vor tid. Ikke mindst i Frankrig er der et udviklet system med portner eller portnerkone ved private ejendomme og boligkomplekser. I moderne tid er der gerne “dørmænd” ved indgangen til fx diskoteker, og vogtere findes også mange steder i verden ved fx bankdøre og officielle bygninger. Døre og porte ved netop officielle bygninger har ofte en symbolsk pompøsitet og storhed, en tendens som arkitekter mfl. omkring tidsskriftet Kritisk Revy, 1926-28, gjorde op med i satiriske billedreportager. Hvor tynget har ikke mangen ny elev i 1. klasse gennem årene været af at møde den store, uoverkommelige skoleport. I sanglegen “Bro, bro, brille” danner to deltagere en “port”, som de øvrige skal passere, hele tiden med frygten for at havne i den sorte gryde. Frelse og fortabelse i kortform.

Franz Kafkas lille allegoriske fortælling “Foran loven”, som også indgår i hans roman Processen, handler mangetydigt om en dørvogter, der står foran loven, og en mand fra landet, der beder om adgang til loven. Dørvogteren kan ikke give ham lov dertil. Manden venter i årevis, svækkes efterhånden og undrer sig over, hvorfor han er den eneste, der har ventet foran døren. Til sidst siger dørvogteren: “Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den”.

Blandt de særdeles mange faste udtryk kan nævnes: “dum som en dør”, “falde med døren ind i huset” (dvs. komme pludseligt), “ikke komme uden for en dør” (om ikke at opleve noget), “feje for sin egen dør” (klare egne mangler før man blander sig), “smække med døren” (gå i vrede), “ikke tro nogen over en dørtærskel”.

Se også overgangsriter, nøgle og helligdom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: dør eller port i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425834

Artiklen dør eller port er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk