bro

Bro, symbol på overgang og forbindelse; overgangen mellem to livsfaser eller livsforhold, mellem denne verden og den højere verden, fantasiens eller gudernes verden, og mellem det bevidste og det ubevidste, som individuationsprocessens vej. Forbindelsen kan også markeres gennem fx en overgang (sejlads) over en flod eller et hav eller som en regnbue. Overgangen er en farlig situation, dæmonerne er på færde og truer med at opsluge brogængeren. Dette er skildret i en lang række tekster fra den folkelige tradition; i folkevisen “Harpens kraft” huserer en trold under broen Blide, hvorover en brud skal ride, frem til sin nye situation hos Villemand. Trods alle modforanstaltninger klarer bruden ikke forlovelsessituationen; hesten skrider på broen, og hun falder ned til trolden. Det lykkes dog Villemand gennem harpespil at få hende frelst. Visen minder om den græske Orfeus-Eurydike-myte.

Mere barnligt ses temaet i fx Asbjørnsen og Moes eventyr om “De tre bukkene Bruse”, som skulle til sæters. Vejen går over en bro over en fos, og under broen bor en stor, fæl trold. Han tager sig af de to første bukke, men den tredje er stor, og da trolden tredje gang gentager: Hvem er det som tramper på mi bru? stanger den store ham sønder. Enhver, der har hørt eventyret i sin barndom, mærker det endnu gyse i sig ved udsagnet: “Nu kommer jeg og ta'r dig”, sagde trolden. Noget lignende kender man fra sanglegen “Bro Bro Brille”.

I nordisk mytologi er de tre dimensioner i kosmos forbundet med to broer: Bifrost, der som regnbuen og vogtet af guden Heimdal går mellem himmel og jord, og Gjallarbro, der vogtet af den unge kvinde Modgunn fører til underverdenen Hel. I den iranske zarathustrisme er Cinvat-broen , “Skillerens bro”, den bro, som sjælen skal krydse for at komme til enten paradis eller helvede; sjælen skal vælge mellem godt og ondt. Den romerske præstetitel, pontifex, betyder “brobygger”, underforstået at præsten var formidler mellem denne verden og det hinsidige. Paven kaldes stadig Pontifex Maximus, Den Øverste eller Største Brobygger. Mælkevejen har man i flere kulturer forestillet sig som en kosmisk bro, en stjernebro, måske for sjælenes efterliv.

Motivet: Mennesker på en bro, måske med armene hvilende på rækværket og med blikket rettet mod vandstrømmen, er en slags urmotiv og kan tones idyllisk eller med faresignaler, som det ses i malerier af henholdsvis Christen Købke og Edvard Munch.

De mange konkrete broer, der forbinder de danske landsdele – og Danmark og Sverige –, er også en slags symbolsk sammenhængskraft. Hvis man ikke er for blasert, fornemmes brosuset vel især på Storebæltsbroen, hvor synet forvirres af størrelsen, så man tror man ser syner.

Ebbe Kløvedal Reich skrev 1988 en historisk-fabulerende satirisk roman, Bygningen af en bro, om de mange trakasserier omkring det at bygge en bro over Storebælt.

Broen over Drina hedder nobelpristageren Ivo Andrics roman fra 1945 (dansk 1961); her fungerer broen som symbol for forsøg på at skabe forbindelse mellem mennesker og kulturer i det så splittede “Jugoslavien”-område; broen sprænges i luften under 1. verdenskrig. I nordmanden Tarjei Vesaas' allegoriske roman Broerne, 1966, akkompagnerer en stenbro og en elv med “et glidende dyb som drager forbi uden hvile” forbindelsen, men også afstanden, mellem et ungt par, der fra barnsben er udset til at få hinanden.

Blandt faste udtryk med overført betydning kan nævnes: “at bygge bro mellem”, “brænde eller bryde alle broer bag sig”, og “brobizz”.

Se også stige og trappe, flod, overgangsrite, teknik og regnbue.