tøj

Tøj, klædedragt, hører sammen med fx smykker, bemaling, tatovering og parfume til menneskets kropssymbolik, i nogle tilfælde endog brugt for at skjule kroppen, tildække tabuerede kropsdele, i andre tilfælde for at fremhæve, støtte eller forskønne og udsende hhv. maskuline og feminine signaler. Tøj er ikke neutralt, men fortæller altid noget om bæreren, fx smag, status, alder og kønsrolle. Bestemte stoffer, fx silke, opfattes som særligt fornemme, og bestemte firmaers produkter som skelsættende, noget “man” må eje for at føle sig “påklædt”. Naturligvis er der også noget rent praktisk forbundet med tøjtyper, fx klimatiske forhold. “Klæder skaber folk”, hedder et bevinget ord, som nok også R. Broby-Johansen kunne underskrive i sit kulturhistoriske standardværk om Krop og Klær, 1953. Man kunne hævde, at tøj er et af de mange træk, der adskiller mennesket fra de øvrige dyr og er et væsentligt træk i kulturhistorien. Første gang et væsen tog et lændeklæde på eller brugte skind til at varme sig med, skabtes kulturen, i lighed med fx brug af ild og kogning.

Tøjskik er særdeles forskellig fra kultur til kultur og fra periode til periode. Endvidere er der markant forskel på mands- og kvindetøj. Traditionelt er i den vestlige kultur mandens tøj mere farveløst og standardiseret end kvindens. I perioder har man søgt enten at nærme mandsmoden til kvindens mere spraglede, fx i ungdomsoprørets flowerpower stil, eller omvendt at gøre kvindens dresscode maskulin (jakke, bukser), eller endog at skabe unisex-mode.

Brug af uniformer er dels individudviskende, standardiserende, rollebetonet – og giver ofte autoritet, fx i politi, militær (se soldat) og blandt dommere. Mange lande har skoleuniform, bl.a. for at udjævne den sociale status. Men ikke Danmark, hvor en sådan ville blive opfattet som for uniformerende, som kæft, trit og retning, robotagtigt og være i modsætning til den danske tradition for individualisme. I en periode omkring 1968 bredte der sig en mode med Che-emblemer og Mao-jakke (i Kina for begge køn), en art uniformering og en “solidarisering” med det arbejdende folk. Cowboybukser er oprindelig arbejdstøj, men har bredt sig til at blive en slags standardbeklædning for begge køn.

At gå med lange bukser var en mands-kode og kjolen kvindekode. Det vakte furore, da progressive kvinder begyndte at gå i lange bukser; de blev opfattet som dristige eller mandhaftige. Den seksuelle frigjorthed i især Nordeuropa har medført moder som den lårkorte nederdel, bikinien, topløsheden. I de seneste år har disse tøjsignaler stødt voldsomt sammen med den muslimske tøjpraksis, i debat om slør, tørklæde og burka som en “middelalderlig” religions kvindeundertrykkende symboler.

Dresskoden inden for forretningsverdenen markerer med al tydelighed, at klæder skaber folk. Det er behandlet i en bog af Tor Andersen, Tøj til forretningsmanden – klæd dig på til succes, 2007. I en anmeldelse af bogen (Pol. 20.10.07) skrev Henrik Palle: “Enkelhed er godt; og undgå flamboyante bælter med tyrehovedspænder, hvis ikke du rent faktisk er rodeocowboy eller countrysanger.”

Behøver det at blive nævnt, at H.C. Andersens eventyr “Keiserens nye Klæder” i “virkeligheden” intet har med tøj at gøre. Det har derimod teksten til den først overleverede verdslige melodi i Danmark: “Drømte mig en drøm i nat / om silke og ærlig pæl”.

Se også hoved og hovedbeklædning, sko, støvler og sandaler, tørklæde, turban, slør, slips, nøgenhed, krop.