Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sko, støvler og sandaler

Oprindelig forfatter FSte

sko, støvler og sandaler, menneskets fodbeklædning eller fodtøj har en række symbolske og etiketteprægede betydninger. I nogle religioner, fx islam, skal man betræde det hellige uden fodtøj, som tegn på ærbødighed. Barfodethed kan også være et tegn på lav status (fx for slaver i det gamle Rom) eller frihed og naturlighed (fx at gå med bare tæer på en strand). Tilsvarende kan det at gå i fodtøj være statusgivende eller tegn på kunstighed og tvang (mest ekstremt i den kinesiske tradition med at misdanne kvinders fødder med indsnøring). De gik så udpræget “i for små sko” – deres herrer, vel at mærke. En frivillig damemode er derimod i Vesten de højhælede sko, stilethælene m.m., der nok kan give en smukt svungen vrist og en sensuel gang, men også ofte har været en pestilens at gå i.

Intet steds er skift af fodtøj mere etikettepræget end i Japan. Man stiller skoene, når man skal ind i et hus, og tager et par indendørssandaler på, og skal man på badeværelset, står et par toiletsandaler parat. Upraktisk og meget formelt, men også en indprægning af, at man bevæger sig i forskellige rum.

Sandaler, der kendes tilbage fra antikken, har ofte karakter af noget mere uformelt end øvrigt fodtøj. Vandrekarismatikeren Jesus må have gået i sandaler, og han fik nogle sene efterfølgere i 1968-bevægelsen, hvor “Jesus-sandaler” var på mode, og siden også træsko, “sundhedssandaler”, halmsko og fodformede sko var en dille. I antik mytologi kan sandaler være symbol på rapfodethed: sendebudenes gud Hermes/ Merkur er sandalklædt.

Annonce

Brudesko er i nogle kulturer de sko, som brudgommen forærer bruden ved brylluppet; et tegn på, at hun herefter er hans ejendom. Det forhindrer dog ikke, at han meget vel kan udvikle sig til at “være under tøflen”, en “tøffelhelt”.

Traditionelt knyttes der feminine kvaliteter til sko og maskuline til støvler, fx er ridestøvler et ganske autoritært stykke fodtøj; men at støvler også kan være feminint-erotiske, vidner de sidste ca. 50 års damestøvlemode om. I eventyr fortælles om særdeles forskelligt brug af fodtøj: Mandlig styrke og raskhed er der i syvmilestøvlerne i Asbjørnsen og Moes “Soria Moria slot”; i Perraults “Den bestøvlede kat” hjælper katten helten; som tegn på fortryllelse – og voldsomt driftsliv? – skal i det danske “Prinsessen med de tolv par guldsko” en prinsesse hver nat slide tolv par guldsko i en dans med trolden; uskyldsren er derimod “Askepot” i sine glastøfler, mens hendes onde stedsøstre må “hugge en hæl og klippe en tå” for at være i den sko, hun har tabt; raffineret hævn er der i “Snehvide”, hvor stedmoderen danser til døde i glødende jernsko. H.C. Andersen tager et folkeligt motiv op i sit eventyr “De røde Skoe”, 1845, om en lille fattig pige, der ved flere lejligheder noget dristigt og selvoptaget bruger røde sko, indtil de danser af sted med hende, og hun ikke kan få dem af. Til sidst beder hun en skarpretter (!) om at hugge skoene og fødderne af; det gør han og udstyrer hende i stedet for med træben og krykker, en gruelig historie, der dog – næsten – ender godt.

Litt.: Mette Strømgaard Dalby, Sko, 2008 (udgivet i forbindelse med udstilling på Trapholt).

Se også fod og tøj.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sko, støvler og sandaler i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426654

Artiklen sko, støvler og sandaler er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk