Officielt sprog er portugisisk, som bruges i skolerne, i bøger og aviser og i den offentlige administration. Portugisisk er imidlertid kun modersmål for et lille mindretal på ca. 15.000 mennesker i landet. Næsten hele befolkningen har som modersmål og dagligsprog det portugisiskbaserede kreolsprog crioulo, også kaldt kabuverdianu (på portugisisk cabo-verdiano), der har status af nationalsprog. Fra officielt hold diskuteres det, om crioulo skal ophøjes til officielt sprog på linje med portugisisk, men hver ø har sin egen dialekt af crioulo, og en fælles skriftsproglig norm er under udarbejdelse.

Mindre dele af befolkningen taler sprogene balanta og mandyak, der tilhører den vestatlantiske sprogfamilie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig