På grund af det bjergrige terræn og de mange småøer er Japan rigt på dialekter. Dialekterne opdeles i fire hovedgrupper. Sydligst tales ryukyu, der består af flere indbyrdes uforståelige dialekter, hvori mange træk fra oldjapansk lyd- og bøjningssystem er bevaret. På hovedøerne skelnes der mellem de vestjapanske og de østjapanske dialekter. Inden for vestjapansk kan kyushu yderligere udskilles som en gruppe for sig.

.

Det altdominerende og officielle sprog i det moderne Japan er japansk. Standardsproget, hyojungo, der bruges i medierne og i skolerne, er baseret på Tokyodialekten. Dialekterne på Ryukyuøerne i syd er så afvigende, at de undertiden regnes for et selvstændigt sprog.

Af mindretal i landet tales kinesisk og koreansk, mens det oprindelige sprog ainu i Nordjapan ikke længere anvendes som dagligsprog. Engelsk er obligatorisk fag i skolerne.

I 400-tallet indlåntes den kinesiske skrift til Japan, og den blev gennem de følgende århundreder tilpasset den japanske sprogstruktur ved udvikling af et supplerende lydalfabet, kana, en fællesbetegnelse for alfabeterne hiragana og katakana.

Det er omdiskuteret, hvordan japansk eventuelt er beslægtet med andre kendte sprog og sprogætter. Nogle sprogforskere mener at kunne påvise et fælles nedarvet ordforråd og grammatiske størrelser af fælles oprindelse mellem japansk og koreansk. Andre forskere går endnu videre og regner begge sprog med til en større altaisk sprogæt. Det er intet slægtskab med ainu eller med kinesisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig