Det dominerende sprog i Iran, både officielt, administrativt og litterært, er farsi eller persisk, der tales af ca. halvdelen af befolkningen.

Der tales i Iran også andre sprog, som tilhører den iranske sproggruppe. Nært beslægtet med persisk er luri i den vestlige del af landet. Af andre iranske sprog tales i Nordvestiran kurdisk og i Sydøstiran baluchi. Sprogene syd og sydvest for Det Kaspiske Hav, bl.a. gilaki, mazanderani og semnani, er beslægtet med det middeliranske sprog parthisk. De er i varierende grad påvirket af persisk og anses derfor ofte for dialekter.

Hertil kommer en række sprog, der ikke tilhører den iranske sproggruppe. Det gælder forskellige tyrkiske sprog som aserbajdsjansk og turkmensk; og i olieområdet Khuzistan tales arabisk. De kristne minoriteter taler armensk, nysyrisk og georgisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig