De samojediske sprog er en undergruppe af den uralske sprogæt, hvortil også de finsk-ugriske sprog hører. Af de nulevende samojediske sprog, som er udbredt over et vidtstrakt område i det nordlige Sibirien, bl.a. på Tajmyrhalvøen, tales de fleste kun af ganske få.
samojediske sprog
De fire nulevende samojediske sprogs udbredelse, her markeret med lysegul (nenetsisk), brunorange (nganasan) og mørkebrun farve (selkup) samt tallet 4 (enetsisk) mellem de øvrige uralske sprog. Generelt tales de samojediske sprog i dag øst for Uralbjergene, mens de finsk-ugriske sprog tales vest herfor. Tidligere taltes også samojediske sprog i Sajanbjergene i Sydsibirien. På kortet er desuden medtaget de jukagiriske sprog, som ifølge nogle klassifikationer er beslægtet med de uralske.
De samojediske sprogs inddeling
Sproggruppen opdeles traditionelt i en nordsamojedisk gren med nenetsisk eller jurak-samojedisk, der tales af ca. 25.000 og har eget skriftsprog, samt enetsisk eller jenisej-samojedisk og nganasan eller tavgi-samojedisk, mens den sydsamojediske gren omfatter selkup eller ostjak-samojedisk, som tales af ca. 1500, samt de uddøde sajanske sprog.
Sproglige træk
En lydlige, morfologiske og syntaktiske træk er fælles karakteristika for de samojediske sprog bortset fra selkup, bl.a. vokalharmoni og stadieveksling samt forekomsten af en laryngal lukkelyd. Dualis (total) benyttes ved nominer, ved possessive suffikser og i verbalbøjningen. En prædestinerende suffiksfunktion i nordsamojedisk angiver den, som noget er tiltænkt. I verbalbøjningen markeres både subjekt samt ubestemt og bestemt objekt. Konjunktioner er sjældne, idet underordning oftest udtrykkes gennem infinitte verbalkonstruktioner i stedet for ledsætninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.