Russisk. Russisk er det mest udbredte af de sprog, som anvender det kyrilliske alfabet. Det er konstrueret ud fra græsk, jf. de første 23 bogstaver. De næste tre er overtaget fra hebraisk og resten konstrueret til kyrillisk. ISO-translitterationen er et tegn-til-tegn-system, der direkte afspejler russisk stavemåde, så teksten kan tilbageføres til kyrillisk. Dansk Sprognævns translitterationssystem sigter alene mod udtalegengivelse, og enkelte kyrilliske bogstaver og bogstavforbindelser translittereres ens, fx sj-lyde. Tilbageføring er derfor her ikke mulig. SDEs translitteration bygger på dette system, men angiver tillige stemthedsforskelle. Hvor det kyrilliske tegn svarer entydigt til et latinsk bogstav, er der sammenfald mellem SDE og ISO.

.

Russisk udgør sammen med belarusisk, ukrainsk og rusinsk den østslaviske gruppe af de slaviske sprog. Russisk er officielt sprog i Den Russiske Føderation (Rusland), hvor det er modersmål for de ca. 115 mio. etniske russere og udbredt som dagligsprog eller andetsprog blandt hovedparten af de øvrige ca. 28 mio. indbyggere. Endvidere er det et ud af flere officielle sprog følgende øvrige steder i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG): Abkhasien og Nordossetien (i Georgien), Dnestrrepublikken og Gagausien (i Moldova), Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan og Krim (i Ukraine). Herudover anvendes russisk i et vist omfang i de øvrige SNG-lande inden for administration og uddannelse samt i international sammenhæng, mens det har faldende status i de øvrige slaviske lande og andre tidligere Warszawapagtlande. Uden for Rusland tales russisk af ca. 25 mio. indbyggere i de øvrige SNG-lande, af ca. 1,7 mio. i de baltiske lande, af ca. 0,8 mio. i Israel, af ca. 0,5 mio. i USA, af ca. 350.000 i Turkmenistan samt af større grupper i Canada, Australien og Frankrig.

Historie

Det ældste russiske skriftsprog var baseret på kirkeslavisk, som vandt indpas i Kyiv-Rusland i anden halvdel af 900-tallet, især efter den officielle indførelse af kristendommen i 988. Dette oprindelig sydslaviske skriftsprog, der blev anvendt i fx Ostromirevangeliet, det ældste daterede kyrilliske håndskrift (se kyrillisk alfabet), udviklede sig på russisk grund til russisk-kirkeslavisk, der rummede visse østslaviske træk. Hermed opstod den kombination af to sproglag, det syd- og det østslaviske, som fortsat præger det russiske sprog.

Efter sammenbruddet af Kyiv-Rusland i 1239 flyttede det politiske centrum mod nord til Novgorod, hvor fund af birkebarkbreve har påvist, at skrivefærdigheden allerede i 1000-tallet her var udbredt ikke blot blandt gejstlige, men også blandt købmænd og jordejere.

Fra 1300-tallet var Moskva den dominerende magt, og de blandede dialekter her kom derfor til at danne grundlag for det moderne russiske skriftsprog, der i løbet af 1700-tallet frigjorde sig fra kirkeslavisk og fik sin endelige form i nationaldigteren A. Pusjkins værker, som i begyndelsen af 1800-tallet lagde grunden til det moderne standardsprog. I dag dominerer de østslaviske træk, men den kirkeslaviske arv er tydelig både i grammatik og ordforråd.

En markant forskel mellem østslavisk og kirkeslavisk ses i udviklingen af de indoeuropæiske likviddiftonger, dvs. lydkombinationerne *or, *ol, *er og *el. Mellem konsonanter udvikles der på oldbulgarsk og dermed kirkeslavisk metatese, dvs. at vokal og likvid bytter plads, samtidig med at vokalen ændres, mens der i østslavisk og dermed russisk indskydes en ekstra vokal efter likviden, jf. kirkeslavisk gradŭ af oldslavisk *gordŭ 'fæstning, by' over for russ. gorod, jf. da. 'gård'; se slaviske sprog.

Dialekter

Trods landets størrelse har russisk pga. århundreders migration ikke nær så markante dialektforskelle som dansk. Specielt efter 1700 indvandrede russerne til landets nye besiddelser omkring Sankt Petersborg, til Sibirien samt til de nuværende SNG-lande, hvor russerne i store områder, bl.a. i Kasakhstan, udgør befolkningsflertallet som følge af russisk ekspansion og også deportation af personer, der blev forvist fra de større byer i det centrale Rusland. Således er standardrussisk blevet eksporteret til hele Det Russiske Imperium.

Regionale dialekter finder man kun inden for det gamle kerneområde af det europæiske Rusland. Der skelnes mellem tre dialektregioner: den nordrussiske, den centralrussiske og den sydrussiske, der hver kan inddeles i en række lokale dialekter.

Skrift og udtale

Russisk skrives med en tilpasset version af det kyrilliske alfabet, der i moderne russisk omfatter ti vokaltegn, 21 konsonanttegn og to tegn uden selvstændig lydværdi til markering af, om den foregående konsonant er palataliseret eller ikke-palataliseret. Palatalisering kan dog også angives af et efterfølgende vokaltegn.

Der findes forskellige translitterationssystemer til gengivelse af russisk med latinske bogstaver. I videnskabelig litteratur anvendes den internationale ISO-norm, der er baseret på det tjekkiske alfabet. De nordiske sprognævn har især med henblik på russisk navnestof mv. i skønlitterære oversættelser udarbejdet et system, der sigter mod den bedst mulige gengivelse af den russiske udtale på dansk og andre skandinaviske sprog; denne norm anvendes med få afvigelser i Den Store Danske Encyklopædi (SDE). Endelig træffer man også i dansk sammenhæng et engelskbaseret system, bl.a. brugt inden for NATO.

I modsætning til dansk, der er usædvanlig rigt på vokaler, har russisk kun fem vokalfonemer: i, e, a, o, u. Der sker endog et vist sammenfald af vokalerne i tryksvag position. Hos konsonanterne er væsentlige distinktive træk bl.a. stemthed og palatalisering. Hvor dansk skelner mellem aspirerede og uaspirerede lukkelyde, skelner russisk således mellem stemte og ustemte, fx b over for p, og mellem palataliseret og ikke-palataliseret konsonant, fx b over for b'. Et vigtigt træk ved udtalen er den såkaldte regressive stemthedsassimilation, hvor stemthed er afhængig af den sidste konsonant i gruppen, fx otbros 'affald' [ɑdˈbɾɒs], hvor b gør t stemt, over for podpastj [pɑtˈpɑstj] 'falde ind under', hvor p afstemmer d til t. Lukke- og hæmmelyde i udlyd er ustemte, fx gorod [ˈgorət] 'by'. Samme assimilationsmønster ses inden for palatalisering, om end mindre systematisk; fx kan sbitj 'slå ned' udtales både [zjbjitj] og [zbjitj].

Grammatik

De russiske substantiver har som dansk to tal, men til gengæld tre køn og mindst seks kasus: nominativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Hertil kommer vokativ, der i talesproget anvendes ved personbetegnelser, specielt fornavne, og som består af stammen uden bøjningsendelse, fx Masj! af nominativ Masja, kælenavn for pigenavnet Marija. Den oldslaviske vokativ er derimod gået tabt med undtagelse af de stivnede former Bozje! 'Gud!' og Gospodi! 'Herre!', der anvendes i bøn og desuden i talesproget som udtryk for forundring o.l.

Et vigtigt skel findes mellem animate og inanimate substantiver, dvs. betegnelser for noget levende og noget ikke-levende, idet akkusativformen ved animate substantiver har sammenfald med genitiv, jf. ja vizju professora 'jeg ser professoren' og kompjuter professora 'professorens computer', mens den ved inanimate substantiver er identisk med nominativformen, jf. ja vizju kompjuter 'jeg ser computeren'.

Også talordene har kasusbøjning, og kasusbrugen i substantiv- og adjektivgrupper, der rummer talord, er som i andre slaviske sprog kompliceret. Når en substantivgruppe således anvendes i en sammenhæng, der kræver nominativ eller akkusativ, står kun talordet i denne kasus, mens substantivet står i genitiv, men hvis sammenhængen kræver en af de øvrige kasus, står såvel talord som substantiv i den pågældende kasus.

Ligesom i de øvrige slaviske sprog er et væsentligt træk ved verbalsystemet aspekt. De såkaldte handlingsverber optræder således principielt altid parvis bestående af et perfektivt og et imperfektivt verbum, fx zapisat 'notere (ned)' over for zapisyvat 'notere'. Derudover findes der tre modusformer: indikativ, konjunktiv og imperativ. Af de tre tempusformer er de to, præsens og præteritum, syntetiske, dvs. at de fremtræder som usammensatte personbøjede former. Aspektforskelle påvirker betydningsindholdet; således har præsens af perfektive verber oftest fremtidsbetydning. For imperfektive verber findes der desuden en analytisk futurumform, der består af et personbøjet hjælpeverbum og verbets infinitiv, fx budu pisat 'jeg vil skrive'.

I verbalbøjningen opstår ofte forandringer af konsonanten umiddelbart foran endelsen, jf. det perfektive verbum osvobod-it 'at befri' over for osvobozj-u 'jeg befrier', hvor konsonanten d ændres til zj.

De russiske verbers fire participier er alle af kirkeslavisk oprindelse; enkelte oprindelig russiske participier lever videre som adjektiver, specielt i faste ordforbindelser, fx letutjaja mysj 'flagermus', egl. 'flyvende mus', over for præs.part. letajusjtjij 'flyvende'.

Russisk har ikke som dansk et system af modalverber, men udtrykker det modale indhold ved særlige prædikativer, fx mozjno 'det er muligt', nuzjno 'det er nødvendigt', ved adverbialer, fx dolzjno byt 'sikkert, bestemt', eller under særlige forhold ved valg af aspekt. Således kan præsens af et perfektivt verbum under visse omstændigheder udtrykke evne.

Ordforråd

I moderne russisk er ord af kirkeslavisk oprindelse en fuldt integreret del af sproget, fx vrag 'fjende', rabota 'arbejde' og prezjde 'tidligere'. Deres oprindelse i den kirkelige litteratur viser sig stadig, ved at de især anvendes i abstrakt og overført betydning samt undertiden med en nuance af høj, formel stil. Andre markante grupper af indlån er franske låneord fra 1700- og 1800-t., fx attasje 'attaché' og portfelj 'mappe', samt engelske låneord fra sidste halvdel af 1900-t., fx golkiper 'målmand'.

Russisk i Danmark

Studiet af russisk indførtes på Københavns Universitet i 1859 med Casper Wilhelm Smith (1811-81) som professor i slavisk filologi, i Århus i 1932 og i Odense i 1966. På Handelshøjskolen i København indførtes studiet af moderne russisk i 1967.

Der er kun få russiske låneord i dansk. De fleste er forbundet med den politiske og tekniske udvikling i 1900-t., fx sovjet og sputnik. En del låneord, der er optaget gennem russisk, er baseret på internationale, oprindelig græske og latinske rødder, fx kosmonaut og politbureau. Enkelte er dog af ældre oprindelse, fx zar og trojka. Desuden findes russiske fremmedord som glasnost og perestrojka i dansk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig