Norsk.

.

Norsk er nationalsproget i Norge. Som dansk og svensk er norsk udviklet af det nordgermanske sprogtrin urnordisk; dog hører norsk til den vestlige gren af nordiske sprog sammen med islandsk og færøsk. I dag findes der to officielle norske skriftsprog, bokmål og nynorsk, som begge må bruges i alle offentlige sammenhænge.

Historie

De nordiske nationalstater blev etableret i vikingetiden, og fra da af kan man for så vidt godt tale om et norsk sprog, men forskellene mellem de nordiske sprog var endnu beskedne.

I vikingetiden udbredtes en vestlig variant af fællesnordisk, norrønt, til Island, Færøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Orkneyøerne, hvor sproget satte sig varige spor, ligesom det blev anvendt af bosættere i Nordvestskotland, på Isle of Man, i Irland og i Grønland. Den variant af sproget, der var blevet tilbage i Norge, udviklede sig til gammelnorsk.

Yngre Gammelnorsk (1050-1350)

Norsk udviklede sit eget skriftsprog tidligere end de østnordiske sprog dansk og svensk, muligvis pga. orienteringen mod vest, idet man bl.a. i England kan have set det latinske alfabet anvendt på det lokale sprog. Der er bevaret håndskrifter fra ca. 1150, og de kan afspejle en ældre skrivetradition. Teksttyperne er love, religiøse skrifter og jordebøger, dvs. fortegnelser over ejendomsforhold mv.

De tidlige håndskrifter viser, at der endnu ikke fandtes en fælles skriftsprogsnorm, hvilket bl.a. hænger sammen med, at landets administrative centrum ikke lå fast: I 1100- og 1200-tallet var navnlig Bergen og Trondheim dominerende byer, men fra ca. 1300 var Oslos betydning stigende. Mange skriftvarianter eksisterede side om side, og opløsningstendenser blev forstærket af bl.a. den sorte død (1349-1350), der bortrev en stor del af befolkningen og med sine konsekvenser for litteratur og kultur dannede skel i norsk sproghistorie.

Mellemnorsk (1350-1536)

Hansestædernes dominerende position i middelalderen satte sig mærkbare spor i alle nordiske sprog i form af nedertyske lån helt op til Reformationen. Sproget blev stærkt præget af, at Norge 1380-1814 var i union med Danmark, og allerede i midten af 1400-tallet blev dansk det dominerende administrationssprog.

Dansketiden (1536-1814)

Reformationen indebar øget vækst i brug af skriftsproget. Fra 1629 skulle alle præster i Norge uddannes i København, og først i 1643 fik Norge sit første trykkeri. I løbet af 1700-tallet fik skoleundervisning større udbredelse, og der anvendtes udelukkende danske bøger. I skriftsproget regnedes norske træk for fejl.

Talesproget forblev dog til stadighed norsk, også hos mange norske bosat i Danmark. Der har i hele unionstiden, eller med den norske betegnelse "dansketiden", været mærkbare dialektale forskelle, vigtigst mellem vestnorsk og østnorsk. Et mindretal har i oplæsning og deklamation betjent sig af en bogstavtro udtale, undertiden kaldt "klokkerdansk".

Der kan hos alle norske forfattere findes (ofte ufrivillige) spor af deres norske baggrund, fx hos Petter Dass og Ludvig Holberg; dette gælder også officielle tekster som Christian 4.s Norske Low-Bog (1604) og Christian 5.s Norske Lov (1687). Hen imod slutningen af 1700-tallet var der tale om bevidste brud på dansk sprogbrug, fx hos patriotiske medlemmer af Norske Selskab som Johan Herman Wessel mfl. I 1811 fik Norge sit første universitet.

Efter dansketiden (1814-1900)

Da nordmændene i 1814, efter at have frigjort sig fra Danmark, blev tvunget ind i en ny union med Sverige, fik de indsat følgende paragraf i Norges grundlov: "Alle Forestillinger om Norske Sager, saavelsom de Expeditioner, som i Anledning deraf skee, forfattes i det Norske Sprog". Her blev sproget i Norge altså — på dansk! — defineret som "det norske sprog". Senere i århundredet talte man om dansk-norsk, men sprogspørgsmålet var ikke i fokus de første årtier efter 1814.

Forfatteren Henrik Wergeland fremlagde imidlertid i 1830'erne en række forslag til fornorskning af skriftsprogets ortografi og ordforråd, og nationalromantikkens gennembrud førte fra 1840'erne til øget interesse for sprogspørgsmål. Man mente, at folkeånden åbenbarede sig i folkets sprog, i folkeeventyr, folkeviser, folkesagn og i folkemål, dvs. dialekter. Det måtte følgelig opfattes som utilfredsstillende for et folk at skulle udtrykke sig på et andet folks sprog. Da Asbjørnsen og Moe i 1841 begyndte at udsende Norske Folkeeventyr, brugte de adskillige særnorske ord, fx for dyr og planter, ligesom der forekom norsk ordstilling som den ældste Sønnen min.

Disse ændringer blev bemærket, ikke mindst i Danmark, hvor de blev mødt med udtalt skepsis af mange, bl.a. Grundtvig, H.C. Ørsted og Johan Ludvig Heiberg. Modviljen holdt sig århundredet ud; forfatteren J.P. Jacobsen kaldte således særnorske gloser for "Gutteord". Også mange norske var stærkt kritiske. Andre havde sympati for idéen bag skabelsen af et norsk skriftsprog, men ville gribe spørgsmålet om sprog og national suverænitet an på en helt anden måde; historikeren P.A. Munch ønskede således, at man skulle rendyrke en af landets velbevarede dialekter, justere den i forhold til oldsproget og på den måde skabe et ægte norsk skriftsprog, upåvirket af dansk.

Bokmål og nynorsk

De to veje, den reformistiske gradvise fornorskning og den radikale nyskabende, førte til hhv. bokmål og nynorsk. Samtidig offentliggjorde bondesønnen Ivar Aasen sine overvejelser om, at folkelige, nationale og pædagogiske grunde talte for udviklingen af et selvstændigt norsk sprog, et landsmål. Han så det som en hindring for folkeoplysningen, at norske skulle læse og udtrykke sig på et sprog, der ikke var deres eget. På grundlag af omfattende studier i norske dialekter udgav Ivar Aasen fra 1848 en række vigtige arbejder om det norske folkemål, bl.a. en grammatik (1848), en ordbog (1850) og Prøver af Landsmaalet i Norge (1853). I dag kan det synes selvfølgeligt, men i 1800-tallet var det bemærkelsesværdigt at tage folkemålet alvorligt og give en systematisk beskrivelse af det; historikeren P.A. Munch og andre var da også begejstrede. Da Aasen udsendte anden udgave af sin grammatik (1864) og af sin ordbog (1873), foreslog han på baggrund af de forskellige dialektformer en "skriftnormal", hvor han anviste brugbare ordformer. Hans forslag var et kompromis mellem mange hensyn og dialektvarianter, og landsmålet er af en senere eftertid blevet kaldt "en cocktail af norske dialekter", hvor ældre ordformer kom til at slå stærkt igennem, samtidig med at især danske og tyske låneord, herunder tyske forstavelser som an-, be- og er- og afledningsendelser som -hed/-heit og -else, søgtes undgået.

Forskelle mellem bokmål og nynorsk

bokmål nynorsk
ordform jeg, hun eg, ho
hvem, ikke kven, ikkje
præsens af stærke verber med rodstavelse på konsonant skriver, kryper skriv, kryp
faller, kommer fell, kjem
gir, tar gjev, tek
præteritum af svage verber, 1. klasse kastet/kasta kasta
hentet/henta henta
passiv finnes, fin(ne)s finnast, finst
fantes, funnes fanst, funnest
bestemt form af substantiv, fem.sing. og neutr.plur. boken/boka boka
solen/sola sola
husene/husa husa
orddannelse forlengelse forlenging
hendelse hending
ensomhet einsemd
frihet fridom
likhet likskap

Også overlærer Knud Knudsen ville gengive nordmændene et selvstændigt skriftsprog, men han anbefalede en anden metode for, hvad han kaldte sit "norske målstræv": den gradvise fornorskning på grundlag af "den dannede dagligtale i byerne", og altså ikke dialekterne. Han formulerede selv ortografiske ændringsforslag og deltog aktivt i sprogdebatten, bl.a. i sin egenskab af sproginstruktør ved Det Norske Teatret og som Bjørnstjerne Bjørnsons allierede i det såkaldte teaterslag på Christiania Theater 1856. Begge ønskede det danske sprogs scenemonopol afskaffet. Knudsens tanker vandt i slutningen af 1800-tallet tilslutning hos forfattere som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland og Jonas Lie, hvis prosa var skrevet på riksmål, det senere bokmål. De norske særtræk var få, og originaludgaverne er i dag lettere at læse for danske end for norske. Andre digtere, fx Aasmund Olavsson Vinje og Arne Garborg, valgte at udtrykke sig på landsmål.

Sprogpolitisk vandt landsmålet frem fra 1870'erne, hvor Stortinget vedtog, at "Undervisningen i Almueskolen bør saavidt mulig meddeles paa Børnenes eget Talemaal". I 1885 kunne Stortinget med 78 stemmer mod 31 vedtage en ligestilling af de to sprogformer i det såkaldte jamstillingsvedtak, hvor det bl.a. hed, at "det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrive- og Bogsprog". De enkelte skolestyrelser skulle efter 1892 træffe beslutning om sproget i læse- og lærebøger og om elevernes skriftsprog, men alle børn og unge skulle lære at læse begge mål. Ved århundredskiftet var kun få skolekredse gået over til landsmål.

I årene omkring 1900 var striden mellem landsmål og riksmål særlig intens, og der blev dannet store interesseforeninger, vigtigst Noregs Mållag (fra 1906) for landsmålstilhængere og Riksmålsforbundet (fra 1907). Begge foreninger eksisterer stadig.

Moderne norsk

De to norske skriftsprog er siden da blevet revideret talrige gange, og hver generation har måttet lære at beherske forskellige regelsystemer. Landsmålet blev revideret i 1901 og 1910. I riksmålet blev der i 1907 indført -p, -t, -k for tidligere -b, -d, -g, fx tape, hate, kake over for tabe, hade, kage. Også på talrige andre måder fjernede man sig fra dansk tradition. I 1917 blev begge skriftsprog igen revideret, og det så radikalt, at modstanden var udbredt, navnlig i riksmålskredse. Det blev bl.a. tilladt i stedet for kastet, spillet, tidligere kasted(e), spilled(e), at skrive kasta, spilla ligesom i landsmål.

Ikke mindst den udbredte valgfrihed skabte problemer. Nogle hunkønsord i riksmål skulle fx i bestemt form ende på -en, andre på -a, mens atter andre havde valgfrihed, fx klokka eller klokken. Konservative kredse fandt, at tilnærmelsen til landsmålet var gået for vidt. I 1934 valgte Stortinget ikke desto mindre at give et retskrivningsnævn som opgave at revidere skriftsprogene med henblik på en yderligere tilnærmelse mellem de to skriftsprog. Mange mente, at man på langt sigt ad den vej ville kunne skabe fasthed og enhed; samtidig fik nævnet til opgave at begrænse valgfriheden.

I retskrivningsreformen af 1938 indførte man en skelnen mellem hovedformer og sideformer i begge sprog. Lærebøger skulle kun anvende hovedformerne, mens eleverne i deres skriftlige arbejder også kunne vælge sideformer. Uoverskueligheden kunne hermed siges at have fejret nye triumfer; i bokmål kunne man fx vælge mellem solen og sola og i nynorsk mellem sola og soli. Men idéen var at vænne brugere af begge skriftsprog til nye fælles ordbilleder, samtidig med at man undgik at lægge hindringer i vejen for de skrivende. Former som var fælles for bokmål og nynorsk blev anbefalet af Oslo skolevæsen og andre myndigheder, og konturerne af en gradvis tilnærmelse blev tydeligere. Men besættelsestiden udviskede dem i nogen grad, og specielt nynorskbevægelsen opnåede for en tid en styrket position. I de første efterkrigsår kom der en kraftig reaktion mod fællesformerne fra sprogkonservative kredse, med forfattere som Arnulf Øverland og André Bjerke som prominente talsmænd. Bl.a. blev forældre opfordret til at rette radikale fællesformer i sine børns lærebøger.

Perioden efter 2. Verdenskrig bragte mindre reformer i 1959 og 1981 (bokmål), men ingen afklaring. Endnu sidst i 1990'erne ønskede konservative kræfter i bokmålslejren at fremme skrivemåder som efter og sne i stedet for etter og snø, mens mere radikale bokmålstilhængere gerne nærmer sig nynorske skrivemåder. Også nynorskbevægelsen rummer både konservative kræfter og folk, der gerne ser en tilnærmelse. Den moderate sprogfløj samnorskfolkene har siden 1959 kunnet organisere sig i Landslaget for Språklig Samling.

Norsk språknemnd blev oprettet i 1952 med det formål at fremme tilnærmelsen mellem bokmål og nynorsk på norsk folkemåls grund. Nævnet bestod af sprogfolk og politisk udvalgte medlemmer, lige mange fra hver af de to lejre, og havde bl.a. til opgave at sætte normer for skriftsproget og give offentligheden råd i sprogspørgsmål. I 1959 udarbejdede nævnet en standard for sproget i lærebøger, og det blev også nævnets opgave at kontrollere overholdelsen heraf. 1972-2006 varetog Norsk språkråd nævnets opgaver, hvorefter det blev afløst af Språkrådet. I 2002 blev den sprogpolitiske tilnærmelseslinje officielt forladt, og ved nye retskrivningsreformer i bokmål (2005) og nynorsk (2012) forsvandt mange af de tidligere fællesformer, ligesom valgfriheden blev indskrænket.

På ét ortografisk område har der dog stort set været enighed; begge skriftsprog går længere end dansk i retning af justering af fremmedords staveform i overensstemmelse med almindelige norske retskrivningsregler, jf. staveformer som sykkel, sjef, sjekk, sjokk, misjon, stasjon, sebra, tøff og ålreit.

Undervisningssproget bestemmes stadig af de lokale myndigheder; fra 7. klasse kan eleverne dog selv vælge. I den videregående skole skal eleverne kunne udtrykke sig på begge skriftsprog, hvoraf det ene har status som hovedmål og det andet som sidemål. Tendensen i elevernes sprogvalg afspejles i, at 88 % af eleverne i 2020 blev undervist på bokmål og 12 % på nynorsk mod hhv. 83 % og 17 % i 1990.

Samnorskbevægelsen er på det sidste tilsyneladende svækket, idet de konservative i begge lejre i stigende grad er kritiske over for en fælles sprogform; man må altså fortsat regne med to skriftsprog i Norge.

Dialekter

De norske dialekter er langt bedre bevaret end de danske. Det kan tilskrives landets store udstrækning og de mange naturbarrierer, men er også en følge af en stærk og selvbevidst lokalkultur. Endvidere støttes dialekterne af nynorsk skriftsprog.

Der kan skelnes mellem fire hoveddialekter: østnorsk, vestnorsk, nordnorsk og trøndsk med betydelige forskelle i ordforråd, bøjning og udtale. Østnorsk og vestnorsk adskiller sig fra hinanden bl.a. derved, at østnorsk efter vokal har "tykt l" med bagtungehævning, mens vestnorsk har "tyndt l" som i dansk, fx i sol og dal; i østnorsk er de tryksvage vokaler a, i, u som i dansk svækket efter lang rodstavelse til [ə], fx er oldnordisk grípa i østnorsk udviklet til gripe. Nordnorsk er let genkendeligt på intonationen, idet de trykstærke stavelser har højtone som i vestdansk, se danske dialekter; bestemt form flertal af visse intetkønsord ender på -an, fx husan 'husene'. Trøndsk er bl.a. karakteriseret ved apokope, dvs. bortfald af tryksvag vokal.

Det grundlæggende lydsystem er fælles for norske dialekter, selvom udtalen af fx r varierer. Svarende til modsætningen mellem danske ord med og uden stød har næsten alle dialekter to betydningsadskillende ordtoner. Således er norsk udtale af bønder og bønner identisk bortset fra de to ords forskellige ordtoner. Ordtonerne kan i forbindelse med sætningsmelodien give danskere det indtryk, at norsk lyder mere syngende end dansk.

Friktion og dynamik

De to skriftsprogs ikke altid fredelige sameksistens kan umiddelbart synes upraktisk. Eleverne i skolen skal til afgangsprøver i modersmålet demonstrere, at de behersker både deres hovedmål og sidemål, og de mange valgfrie former kan vitterligt skabe problemer i skole og samfundsliv; at udarbejde stavekontrolsystemer i norske tekstbehandlingsanlæg er fx en krævende opgave. Fordelen er, at den enkelte har mulighed for ved valg af skriftsprog at tilkendegive et kulturelt tilhørsforhold. Den norske litteratur rummer således væsentlige bidrag fra både konservative riksmålsskribenter og stærkt lokalsprogsprægede nynorskfolk, der bruger ortografien i det personlige udtryks tjeneste.

De sproglige vilkår i Norge fremmer et dynamisk sprogsyn: Sprog fastholdes som et menneskeligt udtryk, der kan formes og reguleres, og som et udtryk for personlig og regional identitet. Denne indstilling har ført til en i sammenligning med dansk sprogpolitik mere offensiv officiel holdning til fx den stærke indflydelse fra engelsk i efterkrigstiden; se amerikanisering og dansk sprog. Der er gennemført kampagner mod "anglonorsk" bl.a. i skolerne, og man har med held udviklet en norsk olieterminologi til brug bl.a. på de norske havanlegg, der på dansk oftere benævnes offshore end havanlæg. Den sproglige opmærksomhed er således ikke længere alene rettet mod valg af målform. Man er i dag særlig opmærksom på faren for domænetab indenfor visse højere uddannelser og ervervsliv.

Denne tendens er endnu mere mærkbar i 2000-tallet, hvor indtaget af fremmedord fra engelsk er større end i dansk og svensk og reaktionen mod det stærkere. En omfattende sprogpolitisk redegørelse i forlængelse af den svenske og den danske blev udarbejdet i 2005. Heri fastholdes værdien af sprogvariation inden for landet og betydningen af fortsat at have norsk som hovedsprog, men samtidig at styrke kendskabet til engelsk og andre fremmedsprog og til de nordiske nabosprog.

Grammatik

Der er vidtgående overensstemmelser mellem norsk og dansk sprogbygning. I det følgende nævnes kun vigtigere forskelle.

Af det fælles alfabet bruges de fremmede bogstaver c, q, w, x og z væsentlig mindre i norsk end i dansk. En trykstærk stavelse i norsk er altid lang, og lang konsonant skrives dobbelt, fx redd 'ræd', hogg 'hug', all 'al'. Den lange u-lyd er en i danske ører y-agtig midttungevokal [u]. Til dansk e og ø svarer ofte norsk diftong, fx stein 'sten', haug 'høj', øy 'ø'. Skriftens g og gj udtales [j] i forbindelser som gi, gyllen, gjerne, gjære, gjø, og tilsvarende udtales sk og skj som [ʃ] i ski, sky, skje, skjære, skjørt.

Substantiverne er fordelt på tre køn, maskulinum, femininum og neutrum; i nynorsk henvises med pronominerne han, ho og det, mens den i bokmål er fælles for maskulinum og femininum. Eksempler på bøjningsforskelle mellem bokmål og nynorsk er stol, -en, i flertal i bokmål stoler, stolene over for nynorsk stolar, stolane, og bokmål lærer, -en, -e, lærerne over for nynorsk lærar, -en, lærarar, lærarane. I verbalbøjningen svarer præteritum kastet/kasta over for nynorsk kasta til den danske type kastede. Foruden -te i fx dømte, i nynorsk også dømde, findes endelsen -de i fx levde 'levede' og -dde i fx nådde 'nåede'.

Syntaktisk adskiller norsk sig fra dansk ved forekomst dels af dobbelt bestemthed, fx bokmål de svarte hestene, nynorsk dei svarte hestane, dels af efterstillet possessivt pronomen, fx far din, kona mi ved siden af din far, min kone, samt ved placeringen af verbalpartiklen, fx ta fram glassene 'tage glassene frem'.

Ordforrådet er i vidt omfang fælles med dansk. Eksempler på afvigelser er beite 'græsse', høve 'passe (sig)', merknad 'anmærkning', sau 'får', trikk 'sporvogn'; nynorsk atterhald 'forbehold', løyve 'bevilge', uturvande 'unødig', ikke sjældent svarende til svensk, fx avliden 'afdød', åtgjerd 'foranstaltning'.

Eksterne links

Kommentarer (3)

skrev Rolf Theil

Tak for en meget informativ og god artikel om det norske sprog. Jeg har alligevel en kommentar til afsnittet Dialekter, hvor der står: »Lydsystemet er fælles for norske dialekter, selvom udtalen af fx r varierer.« Dette er ikke rigtigt. Der er meget store dialektale forskelle i lydsystemet. For eksempel varierer konsonantsystemet meget, med /p t ʈ k b d ɖ ɡ m n ɳ ŋ f s ʂ ç h ʋ l ɭ j ɾ ɽ/ over det meste af Østlandet, /p t k b d ɡ m n ŋ f s ç h ʋ l j ʁ/ over det meste af Sørlandet, /p t ʧ k b d ɡ m n f s h ʋ l j r/ over store dele af Vestlandet og /p t ʈ tʲ k b d ɖ dʲ ɡ m n ɳ nʲ ŋ f s ʂ (ɬʲ) ç h ʋ l ɭ lʲ j ɾ (ɽ)/ i Trøndelag og Nord-Norge. Også i vokalsystemet er der betydelig variation, og i kvantitetssystemet.

svarede Marie Bilde

Kære Rolf Theil. Tak for din kommentar til artiklen om norsk sprog. På redaktionen har vi ikke kompetence til at tage stilling til det sprogfaglige indhold, men kommentaren bliver stående til en kommende fagansvarlig for området. Venlig hilsen Marie Bilde, redaktør.

svarede Seán D. Vrieland

Kære Rolf Theil. Tak for bemærkningen — jeg har ændret lidt i formuleringen her i første omgang og tager din kommentar i betragtning til en senere udvidelse af artiklens indhold. De bedste hilsener, Seán (fagansvarlig).

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig