Oskisk er et af oldtidens italiske sprog og dermed nært beslægtet med latin; det blev talt af oskerne i Pompeji i Campanien og i store dele af Midt- og Syditalien.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet oskisk kommer af latin Oscus (Osca lingua), af Osci.
Den længste indskrift på oskisk er tosproget, idet den også står på latin; der er tale om en lov skrevet på en bronzetavle fra 100-tallet f.v.t. Både den oskiske og den latinske del står skrevet med det latinske alfabet. Andre oskiske indskrifter er imidlertid affattet i et særligt oskiske alfabet, der har et ottetalslignende tegn for f ligesom etruskisk, et tegn for bilabialt v og to ekstra tegn for í og ú, hvis præcise fonetiske værdi er ukendt.
Oskisk p svarer til latin qu, jf. oskisk pompe, der indgår i bynavnet Pompeji, over for latin quinque 'fem'. Oskisk -f- midt i ord svarer til latin -b-, fx rufro over for latin rubro 'rød'. Inden for verbalsystemet svarer perfektumendelsen -d til latin -t, fx deded over for latin dedit 'han gav'. Infinitivendelsen er på oskisk -um over for latin -re, fx deicum over for latin dicere 'tale'.
Inden for de italiske sprog tilhører oskisk den sabelliske sproggruppe og er dermed tættere beslægtet med bl.a. umbrisk end med latin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.