Iransk filologi er en videnskabsgren, der beskæftiger sig med studiet af iranske sprog baseret på de overleverede tekster. Studierne kan have tekst- og litteraturforståelse for øje, eller de kan udføres med det hovedformål at tyde enkeltord og afdække sproghistoriske udviklinger, som kan bidrage til udredningen de iranske sprogs komplicerede slægtskabsforhold.

Den iranske filologis historie

Den franske orientalist A.H. Anquetil-Duperron blev den første vestlige forsker, der i slutningen af 1700-tallet fik adgang til de oldiranske avesta-håndskrifter og de middeliranske pahlavi-håndskrifter.

Iransk filologi blev dog først etableret og anerkendt som selvstændig disciplin i 1800-tallet. Den danske sprogforsker Rasmus Rask var en af pionererne; han påviste bl.a., at avestisk er et selvstændigt oldtidssprog, og han var med til at tyde den oldpersiske kileskrift. Arthur Christensen var 1919-1945 første danske professor i iransk filologi ved Københavns Universitet.

Blandt de førende udenlandske forskere inden for iransk filologi kan nævnes tyskerne Christian Bartholomae, F.C. Andreas (Friedrich Carl Andreas, 1846-1930) og W.B. Henning (Walter Bruno Henning, 1908-1967), franskmanden Émile Benveniste samt briterne Harold W. Bailey (1899-1996) og Mary Boyce (1920-2006).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig